KIF Kolding København ydmygede Skjern på midtjydernes hjemmebane, da de vandt 30-24 i den første af to DM-finaler.

Det var to af dansk herrehåndbolds helt store mastodonter, som torsdag aften stod over for hinanden i kampen om DM-guldet.

De to hold har mødt hinanden to gange tidligere i en DM-finale, hvor KIF Kolding København har vundet begge gange.

Det burde derfor være et tændt Skjern-hold, der mødte op til aftenens opgør. Men uheldigvis for dem mødte de et KIF Kolding København-hold, der ville gøre alt for at forsvare deres DM-titel.

En storspillende Kasper Hvidt i KIF Kolding Københavns mål og en målslugende Kim Andersson var to af de største årsager til, at udeholdet står med gode kort på hånden inden søndagens returopgør i TREFOR arena i Brøndby.

Skjern-spilleren Daniel Svensson erkender også, at Kasper Hvidt gjorde det rigtig svært for Skjern-spillerne at få bolden i mål.

»Jeg synes egentlig ikke, vi kommer så dårligt ud, men Kasper (Hvidt red.) i målet står en god kamp. De var dog generelt stærkere, end vi var i dag, og de spillede noget klogt angrebsspil,« sagde Daniel Svensson efter kampen til TV 2 Sport.

Han indrømmer, at holdet langt fra spillede godt nok, men han håber, at holdet vil fortsætte de gode takter, som de viste i slutningen af kampen.

»Når vi er bagud med ni mål i en finale, er det langt fra godt nok. Men vi skal tage noget af den ild med til returopgøret, som vi viste mod slutningen,« siger han.

KIF Kolding Københavns Bo Spellerberg ærgrer sig dog over, at holdet ikke formåede at holde Skjern fra at reducere i kampens afslutning.

»Det er ærgerligt, vi ikke slipper af sted med otte mål, for jeg synes, vi til fulde beviser, at vi er et bedre hold. Vi var også lidt overraskede over, at det gik så nemt,« sagde Bo Spellerberg.

I torsdagens kamp haltede hjemmeholdet Skjern efter KIF Kolding København fra kampens start, hvor hjemmeholdet allerede var bagud med fire mål efter 10 minutter.

Afstanden holdt frem til slutningen af halvlegen, hvor KIF Kolding København kunne gå til pause med en føring på 15-11.

Forskellen mellem de to hold blev dog kun større efter pausen. Halvvejs i anden halvleg kunne KIF Kolding København bringe sig foran med 10 mål.

Skjern formåede aldrig at levere et stort comeback mod KIF Kolding København, ligesom de gjorde i årets pokalsemfinale. De fik dog pyntet på resultatet mod slutningen af kampen. Men det ændrer ikke på, at Skjern står over for en meget vanskelig opgave, hvis de skal blive danmarksmestre.

KIF Kolding København er derimod meget tæt på at vinde DM for 14. gang.