Stregspilleren sætter nu flere ord på, hvorfor han onsdag morgen meddelte, at han melder fra til landsholdets VM-jagt til januar

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Michael V. Knudsen elsker landsholdet. Sådan rigtigt knuselsker det. 

Hvis nogen skulle være i tvivl om hans følelser omkring det at spille i landsholdstrøjen, så bør man finde det videoklip frem fra Danmarks OL-exit i sommer, hvor han grådkvalt måtte afbryde et interview med TV 2 efter sin 228. landskamp.

Alligevel har han nu meldt fra til VM i Spanien i januar. Et valg, som bunder i den dugfriske kontraktforlængelse med Flensburg-Handewitt, som har haft det som krav, at deres 34-årige skadesplagede streg indgav sit afbud til Ulrik Wilbek. Et voldsomt dilemma for manden, der groft sagt blev bedt om at vælge mellem klub eller landshold.

Michael V. Knudsen valgte et afbud til landsholdet, selvom et håndboldliv uden at være en del af nationalmandskabet ikke havde strejfet ham, inden kontraktsnakken med tyskerne gik i gang:

- Før forhandlingerne havde jeg slet ikke overvejet et afbud, fortæller Michael V. Knudsen til sporten.dk efter en dag, hvor han har kunnet se, at Flensburgs krav har været stort slået op i danske medier:

- Afbuddet er en fælles beslutning, selvom det i bund og grund var et krav fra Flensburgs side. Og jeg kan fint følge dem i det, for det har været en lang periode for mig uden nogen form for pauser. De betaler jo min løn, og hvis jeg ikke ville det, så var jeg ikke blevet. Jeg er glad for at være her, siger Michael V. Knudsen.

Det har vakt opsigt, at Flensburg-Handewitt ligefrem har stillet et VM-afbud som krav i kontrakten, men den tilføjelse tager han ikke så højtideligt:

- Juridisk kan de ikke kræve et afbud fra mig. Det kan de vist ikke gennemtrumfe. Men det er også ligegyldigt, for den beslutning er truffet, og den er truffet i fællesskab, siger Knudsen.

- Jeg har brugt rigtig meget krudt på, hvordan det hele skulle strikkes sammen - også i forhold til familie. Vi har det godt her i Flensburg, hvor der er dansk skole og danske institutioner, og hvor vi har muligheden for at gøre en masse ting, og sportsligt ligger klubben samtidig med i toppen. Derfor ville jeg også gerne blive, og så er konsekvensen blevet, at jeg ser bort fra VM.

Ord på skrift er ikke altid lige taknemmelige i forhold til at beskrive en sindstilstand, så hvis nogen tror, at ovenstående sondring fra Michael V. Knudsen er leveret som en iskold selvfølgelighed, så er den antagelse forkert.

Hele processen har taget hårdt på ham, og Flensburg-Handewitt har gjort det til et svært valg:

- Selvfølgelig har jeg været under pres, siger Michael V. Knudsen om det krav, klubben har stillet til ham.

- Det har været vildt svært, og det er måske den håndboldmæssigt sværeste beslutning, jeg har truffet. Det var det punkt, vi sad tilbage med til sidst. Men jeg vil ikke give dem skylden for noget. Vi snakkede om det. Jeg har det dårligt med, at landsholdet ikke passer ind, men det er måske det rigtige for mig lige nu.

Ingen kan beskylde Michael V. Knudsen for at være illoyal over for sin tyske arbejdsgiver, for han gør efterfølgende meget for at understrege, at hans overvejelser også er gået meget på, at landsholdet er en tidsrøver, og at belastningen er så hård, at han måske endda ligefrem kan komme styrket ud den pause, som hans afbud giver ham.

Og den genvundne styrke vil han bruge til at komme tilbage til EM på hjemmebane i 2014:

- Det er et kæmpe stort mål for mig, og jeg vil gøre alt for, at det lykkes. Jeg vil rigtig gerne landsholdet, for det betyder meget for mig, og jeg elsker det hele omkring det.