Højrebacken Louise Burgaard er tilbage på landsholdet for første gang siden VM i december sidste år.

Hun er udtaget til Klavs Bruun Jørgensens EM-bruttotrup, oplyser Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse.

FC Midtjylland-spilleren meldte i foråret fra til landsholdets OL- og EM-kvalifikationskampe på grund af fysisk og mental træthed. Trætheden betød også, at hun ikke var i stand til at spille gennem flere måneder for sit klubhold, men tidligere i oktober gjorde hun comeback.

Timingen er belejlig for Klavs Bruun Jørgensen, der har store udfordringer på pladsen som højre back, da en skadet Line Jørgensen misser EM. Slutrunden i Sverige begynder i december.

I alt er 28 spillere er udtaget til landsholdets bruttotrup, men truppen vil i begyndelsen af november bliver skåret ned til 18-20 spillere, fortæller landstræneren.

Herefter skal truppen skæres yderligere ned inden EM. Danskerne er i gruppe med Montenegro, Ungarn og Tjekkiet.

/ritzau/