(BT i Magdeburg): Mens de tyske landsholdsspillere trissede forbi pressen med tårerne rullende ned af kinderne, var der til gengæld brede smil og højt humør hos de danske spillere.

For med 21-17-sejren over de tyske VM-værter er man nu i kvartfinalen, hvor Sverige venter. Danskerne havde Tyskland i sækken det meste af kampen, og flere spillere præsterede flot foran de næsten 5.000 tilskuere i GETEC-Arena i Magdeburg.

Med en sejrsøl i hånden kunne landstræner Klavs Bruun Jørgensen da heller ikke gøre andet end at smile.

»Vi er tæt på den perfekte kamp. Jeg er dybt imponeret og sindssygt stolt. Fremragende forsvarsspil gennem næsten hele kampen og så leverer Sandra Toft på dét niveau. Når de går ind over, ved de, de skal score hver gang, ellers får de klø,« siger han.

Hvor ømme stænger har du? Du fik bevæget dig godt på sidelinjen

»Der skulle arbejdes lidt. Jeg kunne ikke sige så meget, så de måtte se mig i stedet for og have fornemmelsen af, at jeg hoppede og dansede derude,« siger landstræneren hæst.

Han glædede sig også over at se Mette Tranborg melde sig på banen med en god præstation på højreback.

»Mette Tranborg melder sig i den grad ind i turneringen. Det handler om selvtillid og tillid. Vi har gennem hele turneringen prøvet at give så meget tillid til alle spillerne som overhovedet muligt. Især dem, vi ved, som skal bære meget. Og det belønner Tranborg på fornemmeste vis,« siger han.



Keeper Sandra Toft spillede sig op til et 12-tal i BT's karakterer, men hun ville hellere sende rosen videre til netop Tranborg.

»Sejren giver hår på brystet og en masse selvtillid til især de unge spillere. Mette Tranborg spiller en super kamp foran mange tilskuere, og det har hun måske ikke prøvet før i en vigtig kamp. Det er mega fedt,« siger hun og fortsætter:

»Forsvarsmæssigt var det en suverænt god kamp, selvom Line Haugsted får rødt kort og vi får en masse udvisninger, så kæmper vi bare i 60 minutter. Det var mega fedt. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis vi havde tabt i dag. Pigerne var tændte, og vi kæmpede helt vildt,« lyder det fra Toft.

Klavs Bruun Jørgensen var inden kampen bekymret for hjemmebanefordelen, som han mente kunne påvirke dommerne. Undervejs fik Danmark et rødt kort til Line Haugsted og flere tominuttersudvisninger, men landstræneren roser i store dele dommerne.

»Jeg synes, det er et hårdt rødt kort. Men vi ved, at mod Tyskland på hjemmebane er det sådan nogle, man får. Jeg synes egentligt, de dømmer en rigtig god kamp, efter de var lidt hårde ved os i starten. De små tvivlskendelser kan godt tippe i retningen af hjemmeholdet, men de fordeler dem godt, og jeg kan ikke klandre dem for noget,« siger han og jubler over, at de unge spillere trådte i karakter.

»Det er et relativt ungt hold, vi har, og der er ikke mange, der har prøvet at spille for så mange mennesker. Der var nogle med i Herning i 2015, men der er også mange nye. De tackler det flot at stå på en hård udebane, hvor man kunne mærke det fra start. Det skal jeg ikke være nervøs for åbenbart.«

Nu venter Sverige i VM-kvartfinalen, der spilles tirsdag aften i Leipzig.

»Svenskerne er stærke. Deres sejr over Norge giver noget ekstra selvtillid. Sejren over os inden VM har skubbet dem i gang. Vi ved, det er et stærkt holdt. Svenskerne er altid leveringsdygtige i stærke 6-0-forsvar. Det bliver en svar kamp. Og en hård kamp. Igen. Det her var mega hårdt. Det bliver den næste også,« siger landstræneren.