Klavs Bruun i stort interview: Jeg tror, vi alle er enormt trætte af al den uro, der er i dansk håndbold

Tumult, misforståelser, beskedne EM-ambitioner og slugte kameler. Klavs Bruun Jørgensen fortæller her til BTs håndboldkommentator Søren Paaske om et turbulent halvår som landstræner.

Da du blev landstræner, var en af dine helt store kæpheste, at du ville implementere vinderkultur på landsholdet. Men målsætningen er gået fra at være medaljer sidste år ved VM til et håb om top otte – Team Danmark taler endda om top 12 - her ved EM. Hvordan hænger det sammen?

»Det hænger sådan sammen, at vi kan se, vi er et andet sted niveaumæssigt, end vi nok lige havde regnet med. Jeg skal være ærlig og sige, at det ikke var den opfattelse, jeg havde i begyndelsen. Jeg tror stadig på, vi kan flytte os og lægge på forholdsvis hurtigt, men med den lodtrækning, vi har fået til EM, er det et spørgsmål om at være realistisk. Jeg siger ikke, jeg er tilfreds med kun at vinde over Tjekkiet og så ryge ud. Jeg vil hellere end gerne i top otte, men det kræver, at vi får fire point med over fra puljen og i mellemrunden slår enten russerne, de forsvarende olympiske mestre, Norge, regerende europa- og verdensmester, eller Rumænien, der vandt bronze ved VM. Så vi er realistiske, men derfor kan vi stadig godt samtidig arbejde videre med vinderkultur, og vi kommer selvfølgelig til at gå efter at vinde hver eneste kamp.«

Hvor langt synes du, I er med at få skabt en vinderkultur på holdet?

»Jeg synes, det går fremad. I al den uro, der har været omkring stemningen på holdet, sammensætningen af truppen, den fysiske træning og alle de andre ting, der kan du jo ikke bare skabe en vinderkultur. Ikke i sådan et morads. Der er man nødt til først at få lavet et hold, som man er rigtig godt tilfreds med, og så kan vi arbejde med det derfra. Og det synes jeg, vi er i gang med nu.«

Hvor lang tid går der, før kvindelandsholdet kan vinde medaljer igen?

»Jeg håber, det bliver snart. For min skyld må det meget gerne være her til EM, men hvis jeg skal tage de realistiske briller på, kan det bare godt være, det ikke lige bliver denne gang. Så må vi gå efter det til VM i Tyskland næste år. Men de ting, vi har sat i gang med eksempelvis den fysiske træning, tager bare noget tid, før det slår igennem. Det kræver, at spillerne arbejder sindssygt hårdt i styrkelokalet, når de har pauser til det i et stramt kampprogram. Det vil sige, at dem, der ikke er med til EM nu, de skal knokle igennem, så de har en mulighed for at komme med næste gang. Og dem, der er på landsholdet nu, skal bruge en stor del af deres sommerferie på at blive stærkere. Det er vigtigt, man forstår det. Ellers rykker vi os ikke.«

Har spillerne så forstået det?

»Jeg tror, vi er godt på vej. Jeg indrømmer, at vi tidligere har misforstået hinanden, men jeg synes, vi er ved at finde hinanden, og det gør mig mere rolig. Men jeg er ikke så naiv, at jeg tror, vi er i mål. Der skal stadig sluges kameler rundt omkring.«

Hvilke kameler skal der sluges?

»Det kan være mange forskellige ting. En ting, der har været fremme, er, at man har ment, man har gjort, hvad man kunne, hvor jeg har sagt, jeg tror godt, man kan gøre endnu mere. Det var jo en kamel, man skulle sluge, og det synes jeg, man har gjort.«

’Man’? Er det spillere og klubber?

»Ja. Og så er der jo også nogle gange, hvor jeg må sige, at de har trænet rigtig meget, og så kan det godt være, de ikke har gjort de rigtige ting, men de har rent faktisk forsøgt. Det må jeg jo også bare æde. Der er også en masse andre ting, men det bliver nødt til at være internt mellem mig, spillerne og klubberne.«

Otte ud af 16 spillere i din EM-trup er nye i forhold til VM sidste år. Er det et udtryk for, at din trup sidste år var forkert sat sammen?

»Nej, det synes jeg ikke. Nu er der nogle spillere, der er blevet skadet, og så er der gået et år til, og jeg synes, der er sket en naturlig udskiftning langt hen ad vejen. Og så har eksempelvis en Pernille Holmsgaard jo selv meldt fra, og Louise Burgaard er efter min mening ikke klar i denne omgang. Så nej, jeg synes ikke, det kan være så meget anderledes end dem, der er med.«

Er I et bedre håndboldhold nu, end I var for et år siden til VM?

»Jeg håber, vi er et mere homogent håndboldhold. Det handler både om sammensætningen af spillere og om, at vi nu har haft mere tid sammen. Vi kender hinanden bedre nu og har en bedre gensidig forståelse. Mit indtryk er også, at spillerne kommer med flere input nu, end de gjorde tidligere. Nogle af de barrierer, som er blevet italesat, er blevet færre.«

Men er I håndboldkvalitetsmæssigt et bedre hold nu end for et år siden?

»Jeg tror jo, at når vi nu ser tingene mere ens, så betyder det, at vi er bedre. Det håber jeg. Men jeg kan ikke sidde og sige, at det er vi stensikkert.«

Er vi ude i, at det første halvandet år af din tid nærmest har været spildt, og at det i virkeligheden først er her fra efterårets Golden League, du har fundet det spor, du gerne vil have holdet ind på? At de første halvandet år har været et spørgsmål om at slibe til og barbere spillere væk, som ikke passer ind?

»Det har bestemt ikke været spildt. Jeg synes jo langt hen ad vejen, at det har været en vigtig proces – selvom den måske ikke har været særlig køn.«

De tre højdepunkter – eller lavpunkter, om man vil – fra dit første halvandet år som landstræner er en sjetteplads ved VM, en kikset OL-kvalifikation og et lækket internt evalueringsbrev til pressen. Hvordan vil du selv betegne din første tid i jobbet?

»Sjettepladsen til VM var ikke den katastrofe, som nogen vil gøre det til. Vi tabte efter omkamp med et mål til verdens bedste spiller i kvartfinalen. Så kan man sige, at det efterspil, der kom, ikke var specielt fedt. Lidt ligesom herrernes OL-guld. Kunne det være håndteret anderledes? Ja. Men jeg lærer også hele tiden. Jeg prøver at gøre tingene så godt, jeg overhovedet kan. I forhold til OL-kval’en var vi virkelig hårdt ramt af skader, og vi mødte to hold, vi godt kunne have slået, men der blev det tydeligt, at der stadig skal arbejdes med vindermentaliteten. Brevet er der sagt rigeligt om. Det har jo virket relativt tumultarisk. Det kan jeg godt se, når man ser det udefra. Internt er der nogle af tingene, som ikke har fyldt særligt meget, mens det har fyldt meget eksternt. Og det ærgrer mig. Men jeg tror ikke, vi er forbi det hele endnu. Jeg er for eksempel ikke forbi, hvordan fanden i helvede jeg skal håndtere mediemøllen, som er meget… skal vi sige lunefuld? Det er også en del af historien. For min del har det været hårdt, spændende og lærerigt ad helvede til.«

Hvad har overrasket dig mest i din tid som landstræner?

»At vi i dansk håndbold – og det er ikke kun på damesiden – er alt for dårlige til at få løst problematikker, som er på alle sportshold, internt. Og det ærgrer mig.«

Kan du uddybe det?

»Nej.«

Hvad er den vigtigste ting, du har lært i det seneste halvandet år?

»Jeg kan ikke kun sige én ting. Jeg har lært en masse om mekanismer i medieverdenen. Og så er der en masse omkring mekanismerne mellem forbund og klubber og især klubtrænere. Der er et stykke vej endnu. For os alle sammen. Vi skal have en bedre forståelse af, hvordan vi skal have tingene til at køre: Hvad er landstrænerens opgave i forhold til klubtrænerne? Hvad er sportschefens? Hvad er forbundets? Hvad er klubtrænernes egne opgaver? Og hvad skal de overhovedet ikke blande sig i? Mit indtryk er, at det også er derfor, der kommer lidt uro en gang imellem.« »Jeg håber ikke, at det her nu gør, at det bliver et større tema til EM, for det er ikke hensigten. Men vi skal have taget hul på de her ting efter slutrunden. Det kommer også med ansættelsen af en ny sportschef. Jeg tror, vi alle er enormt trætte af al den uro, der er i dansk håndbold. Vi bliver simpelthen nødt til at sætte os ned og snakke sammen om, hvordan vi undgår det. Vi kan ikke undgå det hele, fordi medierne også har interesse i at få nogle ting ud. Men vi skal have det minimeret. Det trænger vi til.«

Du snakkede om ’større overarme og bredere numser’ hos spillerne, da du trådte til. Altså en større og bedre fysik. Har dine spillere fået det?

»Det ser bedre ud, men det er ikke en proces, som sker over natten. Nu har der været nogle misforståelser mellem mig og spillerne i forhold til, hvad jeg mener. Nogle gange er det blevet blandet sammen med, at det udelukkende var derfor, vi ikke kunne vinde den ene eller den anden kamp, og det har nok stødt nogle. Men der må jeg jo også lære, at jeg skal være knivskarp på, hvad jeg mener, når jeg afleverer et budskab til spillerne.«

Hvis du nu med ét ord skal sætte et prædikat på din første tid?

»Jeg er på vej. Det bliver til et ord, hvis du trækker det hurtigt op… Jeg’påvej. Hahaha.«