Så er der uro på kvindernes håndboldlandshold igen.

Siden Klavs Bruun Jørgensen trådte til som landstræner, har det danske kvindelandshold i håndbold været genstand for en lang række dramatiske historier om det indre liv på holdet.

BT har tidligere beskrevet, hvordan landstræneren blandt andet har smidt stregspilleren Mette Gravholt ud af truppen, skilt sig af med målmandstræner Marie Møller og modtaget fysioterapeut Birte Andersens opsigelse, Og nu berettes det så i en artikel i dagens udgave af Ekstra Bladet, at spillerne i et dokument fortæller, at de er bekymrede for den dårlige kemi, der hersker mellem dem og landstræneren.

Artiklen beskriver blandt andet, at spillerne på ingen måde brød sig om, at Klavs Bruun Jørgensen beskyldte dem for ikke at være i god nok form, da man ikke klarede kvalifikationen til OL tidligere på året.

Klavs Bruun Jørgensen har ikke villet kommentere sagen til BT.dk, men til Ekstra Bladet siger han:

»Jeg sagde noget, der var temmelig meget mere nuanceret end det, der er endt med at blive ’sandheden’ efterfølgende. Det, jeg sagde, var, at spillerne bliver nødt til at blive endnu stærkere, hvis vi for alvor skal forbedre os og resultaterne, og det er jo bestemt ikke det samme som at sige, at spillerne er i dårlig form.«

Ulrik Wilbek.
Ulrik Wilbek. Foto: Henning Bagger
Vis mere

BT.dk har været i kontakt med DHF's sportschef, Ulrik Wilbek, der har svært ved at genkende kritikken mod landstræneren.

»I modsætning til Ekstra Bladet har jeg læst det tre sider lange dokument, og der står bestemt ikke noget om dårlig kemi. Det bliver jeg bare nødt til at sige. Til gengæld er der en række evalueringspunkter, der er meget konstruktive. Det har jeg rost spillerne for, og det snakker vi videre om, når vi mødes i eftermiddag i Odense.«

Hvordan tror du så, at denne kritik er kommet frem?

»Det kan jeg jo ikke svare på. Der har de seneste par måneder været en del evalueringskommunikation mellem Klavs Bruun Jørgensen, mig i DHF, klubtrænerne, spillerne og Team Danmark. Her er der lavet en fremadrettet plan, og så er det meningen, at der skal nedsættes et lille udvalg med spillere, et par klubtrænere og landsholdsledelsen. Herfra skal vi se, hvordan vi kommer videre med dansk kvindehåndbold.«

Er der i dokumentet nogen kritik af Klavs Bruun Jørgensens ledelsesstil?

»Det synes jeg ikke, at der er. Men der er selvfølgelig nogen kritik af enkeltpunkter og detaljer. Desuden spørges der, om der er nogle ting, der måske kunne have været gjort anderledes. Men der står ingen steder, at der er ting, som spillerne omkring Klavs ikke kan affinde sig med. Som jeg ser det, er dokumentet et konstruktivt skriv, hvor der angives nogle ting, der kan gøres bedre. Faktisk synes jeg, at spillerne er meget ydmyge. De angiver nogle forslag til, hvad de kan gøre bedre og anderledes end nu.«

Så du føler, at der fortsat er basis for et konstruktivt samarbejde mellem Klavs Bruun Jørgensen og spillerne?

»Ja, det gør jeg bestemt. Og lad mig sige, at jeg er blevet ringet op af spillere, der er trætte af, at medier bliver ved med at ringe til dem om påståede konflikter. Det er sådan en blanding af skuffelse, og at der er nogle, der gerne vil sætte nogle ting i gang.«

Klavs Bruun Jørgensen har i interviews tidligere sagt, at der i dansk kvindehåndbold hersker en speciel kultur, hvor ting bliver vendt og drejet. Giver du ham ret i det synspunkt?

»Det må vi jo nok sige, at det stadig er sådan. Det er Ekstra Bladets artikel et godt eksempel på. Men jeg må også sige, at det møde vi havde med ligaklubtrænerne for tre uger siden var meget konstruktivt og fremadrettet. Her blev der indgået enighed om, at debatten skulle foregå internt. Så jeg har ingen alarmklokker, der ringer.«

Undrer historien om den påståede kritik af landstræneren dig?

»Ja, vildt meget. Det er jo to måneder siden, at dette dokument blev skrevet og fremsendt. Tidspunktet for, at medierne nu begynder at skrive om den, er meget mærkeligt.«

Hvad skal der tales om på mødet i eftermiddag?

»Her tager vi afsæt i både landsholdsspillernes, klubtrænernernes og landstrænerens evaluering. Så skal vi diskutere, hvad der skal til, for at vi kommer tilbage i verdenstoppen. Det har jeg allerede inden mødet modtaget mange konstruktive meldinger på fra nogle af spillerne.«

Bakker DHF stadig 100 procent op omkring Klavs Bruun Jørgensen?

»Selvfølgelig gør vi det. Der er jo ikke sket noget, som kan ændre på det, de seneste par måneder.«

Er der mulighed for at se dokumentet?

»Nej. Det indeholder nogle ting, som vi arbejder internt med.«

Får spillerne skæld ud på dagens møde over, at aviserne nu skriver, at der er dårlig kemi mellem spillere og landstræner?

»Vi skal passe på, hvad vi siger til landsholdsspillerne. For det er jo slet ikke sikkert, at det er dem, der har udtalt sig anonymt. Jeg synes, at kritikken fremstår meget svag, når der ikke er nogle, der vil vedkende sig den. Jeg kan i hvert fald sige, at der ikke står noget om dårlig kemi mellem spillerne og landstræner. Jeg synes heller ikke, at der i dokumentet står noget om Klavs Bruun Jørgensens ledelsesstil. Der er i dokumentet til gengæld mange eksempler på forberedelser, taktik og hvad der er blevet sagt i medierne.«

Klavs Bruun Jørgensen stil kan være meget konfronterende. Bakker I op omkring den?

»Det er korrekt, at han indimellem er konfronterende og viser sit temperament. Det var faktisk en af grundene til, at vi ansatte ham. Men det korte og lange er, at jeg ikke kan genkende Ekstra Bladets historie om, at der er dårlig kemi mellem Klavs og spillerne.«

Dagens møde på Scandic Hotel i Odense er første programpunkt i den træningslejr, der varer frem til begyndelsen af juni, og hvor kvindelandsholdet undervejs skal spille to kampe i EM-kvalifikationen mod Tyrkiet ude og Portugal hjemme.