Når Klavs Bruun Jørgensen til sommer overtager tøjlerne for det danske kvindelandshold, får han en hjælpende hånd af den tidligere landsholdsstjerne Mette Vestergaard.

DHF meddeler tirsdag, at 39-årige Vestergaard får en rolle som Team Manager. Hun får ansvaret for en række praktiske og organisatoriske opgaver. Hun bliver desuden såkaldt ressourceperson for spillerne.

»Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med arbejdet og gøre brug af min store erfaring i den nye rolle. Jeg er jo en rigtig håndboldnørd, der ser mange små detaljer, som også kan hjælpe spillerne mentalt og skabe noget ro,« siger Mette Vestergaard i en pressemeddelelse fra DHF.

Klavs Bruun Jørgensen er glad for at byde den tidligere 'jernhårde lady' velkommen i landsholdets fremtidige ledergruppe.

»Mette har jo selv været en del af sporten på det plan i mange år, så hun kender rutinerne og har et godt indblik i den rolle, hun skal udfylde. Både organisatorisk og håndboldfagligt er hun rigtigt stærk, lige som hun som menneske er fair og til at stole på og dermed kan bidrage med meget uden for banen,« siger han.

Mette Vestergaard scorede 519 mål i 181 landskampe for Danmark i perioden 1995-2005, og hun var med til at vinde OL i 2000 og i 2004.