Ved morgenens pressemøde sagde Gudmundur Gudmundsson ærligt, at han ville have accepteret, hvis en af de danske spillere havde taget et rødt kort for at hamre Joan Cañellas i gulvet i de sidste sekunder af VM-kvartfinalen.

Danskerne gjorde det modsatte. Til dels også fordi de blev snydt af en fiks angrebskombination, og Joan Cañellas fik relativt ugeneret lov til at smække bolden forbi Jannick Green i det danske mål og scorede dermed målet, der afgjorde kampens udfald i spansk favør.

Men det havde måske ikke været tilfældet, hvis de danske forsvarsspillere havde sat en vanvidstackling ind, og derfor erkendte Gudmundur Gudmundsson, at det havde været det rigtige at gøre at tage et rødt kort. Uden i øvrigt at uddybe, om islændingen ser nogen etiske problemstillinger ved den tilgang til sporten.

Klavs Bruun Jørgensen, kommmende landstræner for det danske kvindelandshold, synes, at diskussionen om, hvorvidt det er i orden bevidst at omgås håndboldreglerne ved at sætte en alt for hård tackling ind, er latterlig.

»Det handler først og fremmest om, at man vil stoppe manden, og det må man altså gerne gøre ved at tackle ham hårdt og måske lidt ekstra hårdt i den situation. Det skulle Danmark da helt klart have gjort. Hvis den tackling så havde ført til et rødt kort, fordi den var for hård, så tager man som træner det med,« siger Klavs Bruun Jørgensen til bt.dk.

Men der er jo tale om, at man så bevidst bryder reglerne. Hvorfor er det i orden?

»Gudmundur siger jo ikke, at de skulle have smækket en albue i hovedet på Cañellas eller sparket ham i gulvet med fuldt overlæg. Altså udøvet direkte vold. Og det er jeg enig i. Men de spiller altså for at vinde,« siger Klavs Bruun Jørgensen og fortsætter:

»Her kan man jo sammenligne med en landskamp i fodbold. Hvis Daniel Agger ikke trak nødbremsen i en VM-kvartfinale, hvor det var strengt nødvendigt for danskernes vinderchancer, så ville han have fem millioner danskere på nakken af sig. Det handler om, at Danmark burde have lavet det, man i fodbold kalder et 'professionelt frispark',« siger Klavs Bruun Jørgensen.

Hvordan forklarer man i de danske ungdomsafdelinger til de yngre håndboldspillere, at det er i orden at tage et rødt kort med vilje?

»Det skal de selvfølgelig heller ikke. Det handler om at gradbøje situationen lidt. Er det i orden at udøve vold og bevidst gå efter at skade modstanderen for at stoppe et angreb? Nej, selvfølgelig ikke. Men derfor må man godt gå til den i en VM-kvartfinale, og havde det så kostet et rødt kort, måtte man acceptere det. Det er dét, som, jeg tror, Gudmundur Gudmundsson mener,« siger Klavs Bruun Jørgensen.

Klavs Bruun Jørgensen noterer sig i øvrigt spaniernes flotte angrebskombination, der førte frem til den gode skudmulighed til Joan Cañellas. En kombination, der lidt fangede de danske spillere på hælene. Derfor havde Rene Toft og resten af forsvaret heller ikke helt samme mulighed for at komme frem på den spanske bagspiller for at tackle ham.