Den svenske højre back var i højt målhumør, da KIF Kolding København vandt for 8. gang i træk

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Måske skulle KIF Kolding København skifte navn til KIM Kolding København. For endnu en gang var den svenske højre back hos topholdet, Kim Andersson, en afgørende faktor, da KIFerne tog den ottende sejr i træk med lammende 36-24 (17-9) over Århus Håndbold.

Kampen fandt sin afgørelse allerede i de første ti minutter, hvor KIF bragte sig foran 7-1 blandt andet via fire scoringer af Kim Andersson, og herfra cruisede topholdet af sted i Brøndby Hallen mod de knusende slutcifre.

Kim Andersson blev kampens suveræne topscorer med 15 mål, og han ligner mere og mere et scoop for den ambitiøse sammensmeltning af Kolding og resterne af AG København.

- Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har scoret 15 mål i en kamp, men det er i hvert fald lang tid siden. Men der handler om holdet og det faktum, at vi fik to point, lyder det beskedent fra kampens store profil.

Kim Andersson kan dog ikke nedtone, at KIF er Håndboldligaens suveræne tophold med maksimumpoint efter otte kampe. Kan nogen overhovedet bremse KIFerne?

- Lige nu er vi svære at stoppe. Vi har leveret en god indsats i de seneste kampe, men vi mangler stadig at møde BSV, som også har gjort det godt. Tabellen lyver dog aldrig, og vi er et tophold, siger Kim Andersson, der ikke er overrasket over, at det går så godt for det sammenbragte KIF Kolding København-mandskab.

- Vi har nogle rigtig dygtige spillere på holdet. Jeg mener dog stadig, at vi kan hæve vores niveau endnu mere, hvis blot vi holder fokus, siger svenskeren.I Sønderjylland fik tilskuerne til lokalbraget mellem Sønderjyske og Ribe-Esbjerg drama for alle pengene, da Rune Ohm blev helten for hjemmeholdet i Dybbølhallen, hvor han scorede det afgørende mål til 36-35 bogstaveligt talt i kampens allersidste sekund.

Dermed kronede han en fornem aften, hvor også han scorede 15 mål i en hæsblæsende match, hvor Sønderjyske førte 21-16 ved pausen, men hvor de altid godt kæmpende Ribe-Esbjerg-spillere kom stærkt igen og var tæt på at vende opgøret til egen fordel.

I Skive måtte Skjern arbejde hårdt for de to point i en tæt kamp, hvor der stod 14-14 ved pausen, og hvor jævnbyrdigheden rakte til midt i anden halvleg.

Her trak Skjern dog afgørende fra især takket være samarbejdet mellem landsholdets højre back Kasper Søndergaard og højre fløj René Rasmussen, der blev kampens topscorer med syv mål.

Det gav Skjern en 25-20 føring med seks minutter igen, og Skive var slået. Slutcifrene lød på 27-22 til Skjern.

I de øvrige kampe vandt Mors/Thy hjemme 29-24 over Nordsjælland, Aalborg gav Viborg stryg med 25-16, mens Team Tvis Holstebro fik kæmpet sig til en udesejr på 29-25 i Ringsted over TMS.