Han er kendt som den passionerede og opfarende træner, der hopper op og ned på sidelinjen.

Først for kvindelandsholdet, siden for herrelandsholdet og senest som sportschef har Ulrik Wilbek haft en kolossal betydning for dansk håndbold. Nu er samarbejdet ophørt, efter han i går valgte at trække sig fra jobbet som sportschef i Dansk Håndbold Forbund.

Fremtiden indebærer blandt andet et borgmesterkandidatur i Viborg Kommune, hvor han stiller op for Venstre. Håndboldpolitisk har han længe været med til at diktere spillet, og han er i høj grad en mand, der på den måde har været involveret i beslutningsprocesserne bag kulisserne.

»Ulrik har altid haft det godt med at være førsteviolin, og det er en rolle, som han fungerer godt i,« siger Peter Bredsdorff-Larsen, der som assistent for herrelandsholdet i perioden 2005-2015 har arbejdet tæt sammen med Ulrik Wilbek.

Til BT fortæller den nuværende træner for Bjerringbro-Silkeborg om den afgående sportschef:

»Han tager ansvaret på sine skuldre og har altid været villig til at gøre det, der skulle til for holdet eller projektets bedste. Han har vist, at han godt kan lide – og også bliver motiveret af – at sætte dagsordenen. Det har altid været en del af Ulriks måde at gå til opgaverne på, og med de ansvarsopgaver, han har haft, vil der ikke altid være enighed omkring beslutningerne,« siger Peter Bredsdorff-Larsen og understreger, at det skal opfattes som ros.

Fuld fokus på politik

Nu kan den 58-årige Venstre-mand koncentrere sig om sit borgmesterkandidatur ved kommunalvalget i november 2017. Han har tidligere siddet i byrådet i Viborg for Venstre i perioden fra 1998-2001. Her var han socialudvalgsformand, mens Johannes Stensgaard (S) var borgmester i kommunen.

»Som udgangspunkt var vi jo konkurrenter. Men vi arbejdede sammen, og han var en fremragende samarbejdspartner. Han var fair og behagelig. Det eneste dårlige, jeg kan sige om ham, er, at han er Venstre-mand,« griner den tidligere Viborg-borgmester.

Næste år er en af de politiske konkurrenter nuværende medlem af EU-parlamentet og tidligere Venstre-politiker, Jens Rohde, der stiller op til borgmesterposten som spidskandidat for Radikale Venstre i Viborg.

»Selvfølgelig er der nogen, der ikke bryder sig om hans stil. Jeg kan gode lide den, for han tør formulere, hvad det er, han vil. Han tør formulere sine ambitioner og gå efter dem,« siger den tidligere partifælle, der gennem politik har kendt Ulrik Wilbek i mange år.

»Vi går ind i en valgkamp, og så må vi se, hvad der sker. Jeg er ikke i tvivl om, at Ulrik og jeg kommer til at arbejde sammen i fremtiden, uanset hvordan valget ender,« fastslår Jens Rohde.