KIF Kolding København er klar til tredje runde i EHF Cuppen. Men det holdt hårdt i returkampen mod HC Lovcen fra Montenegro

Efter fredagens overbevisende sejr til KIF Kolding København (KIF) i anden runde af EHF Cuppen over HC Lovcen fra Montenegro på 34-17, var der naturligvis blot tale om et kosmetisk returopgør i Vordingborg lørdag, hvor den samlede danske sejrs størrelse skulle afgøres.

Der blev da også gjort flittigt brug af bredden hos KIF, ligesom der blev eksperimenteret med diverse opstillinger i den ret beset betydningsløse kamp.

Derfor nøjedes KIF med at føre 15-14 ved pausen, og også anden halvleg blev en lige og jævnbyrdig affære.

KIF var sågar bagud 23-21 midt i sidste periode, men formåede dog at hive sejren hjem på en slutspurt, så KIF vandt 32-31.

Langt fra prangende efter fredagens storsejr, men sammenlagt går KIF sikkert videre til tredje runde med sammenlagt 66-48 efter et andendagsgilde, hvor Kim Andersson og Kasper Irming markerede sig som det danske holds bedste.

Nu venter en udfordrende knock-outkamp i tredje runde, hvor seedede hold fra den tyske bundesliga, Frankrig og Spanien træder ind i turneringen, inden det nye gruppespil træder i kraft.

Blandt de hold, som KIF kan komme til at møde, er tyske hold Rhein-Neckar Löwen, der lige nu fører Bundesligaen, og som har den danske landsholdskeeper Niklas Landin i truppen, og Göppingen.

KIFs Kasper Irming har ikke et hold, han særligt gerne vil møde i næste runde. Men der er en enkelt modstander, han gerne vil undgå.

- Vi har endnu ikke talt om en decideret ønskemodstander, men Rhein-Neckar Löwen er ikke en af dem, siger Irming, der mener, at KIF har mulighed for at nå rigtigt langt i EHF Cuppen med lidt held i lodtrækningen.

- Vi har ikke lagt en målsætning for Europa Cuppen, men det er en turnering, vi vægter højt. Jeg tror ikke, det er urealistisk, at vi kan gå hen og vinde den. Vi vil i hvert fald gerne markere os i Europa, og det her er vores chance, siger KIF-spilleren.