KIF Kolding København er tæt på at sikre sig den russiske højre back Konstantin Igropulo, der aktuelt spiller i den tyske klub Füchse Berlin.

Det siger KIF-direktør Jens Boesen til tv3sport.dk.

»Det er helt korrekt, at vi er i gang med at sikre os Konstantin Igropulo. Vi håber at have en aftale på plads inden for 14 dage,« siger Jens Boesen.

Ifølge direktøren er russeren, der tidligere har spillet for Barcelona, en meget eftertragtet spiller, så der er stor konkurrence om ham.

»Jeg ved, at både Flensburg Handewitt, to franske klubber og andre Bundesligaklubber har forsøgt at få fat i ham. Så vi er ikke helt uden konkurrence. Der er jo ikke ret mange venstrehåndede spillere af den kaliber i verden. Så han kommer ikke til at gå klubløs,« siger Jens Boesen til tv3sport.dk.

Dermed tyder alt på, at den svenske KIF-stjerne Kim Andersson, der har døjet med alvorlige skulderproblemer, ikke får forlænget sin kontrakt med de danske mestre.