DM-favoritterne fra KIF Kolding København var på randen af en voldsom knockout på hjemmebane i traditionsopgøret mod GOG, men det lykkedes at få uafgjort 26-26 på en fornem slutspurt.

Bagud 14-20 så det ellers ud til, at KIF skulle løbe ind i det andet nederlag i træk i slutspillet, men så begyndte træner Carlos Ortega at ryste taktikposen gevaldigt ved blandt andet konsekvent at spille med syv markspillere, når KIF angreb, og det havde GOG svært ved at løse.

Det var dog GOG, som havde muligheden for at sikre sig sejren i et afsluttende angreb - efter en KIF-udligning på et lækkert vip fra Lasse Andersson til Magnus Landin - men Andreas Holst kunne ikke passere Kasper Hvidt, og dermed blev det til et enkelt point til hvert hold.

Det kunne GOG ærgre sig mest over, hvilket Minik Dahl Høegh da også gav udtryk for efter kampen.

»Jeg er pisse ærgerlig, og jeg er pisse sur. Og jeg har lyst til at smadre et eller andet lige nu.« sagde han til TV2.

I den anden lejr var Kasper Irming mere tilfreds med, at KIF fik point med fra kampen.

»Jeg må indrømme, det så sort ud. Det var mangel på koncentration, og vi smider urimeligt mange bolde væk. Jeg synes, vi var vores egen værste fjende i anden halvleg. Men vi troede på det, det skal vi gøre,« sagde han til TV2.

Selvom det endte med et KIF-point, må kampen give dybe panderynker hos Carlos Ortega, som slet ikke har haft held til at sætte et positivt aftryk i de tre ugers kamppause, han havde op til slutspillets begyndelse. Tværtimod virker holdet i en dårligere forfatning nu end i grundspillets sidste kampe.

Omvendt virker GOG skarpe, og der ser ud til at blive hård kamp om de to semifinalepladser i slutspilspulje 2. KIF Kolding København topper lige nu gruppen med tre point - á point med GOG, mens Aalborg har to point og Århus et enkelt. De to sidstnævnte klubber har dog spillet en kamp færre end onsdagens kamphaner.