KIF Koldings snart forhenværende træner, Carlos Ortega, har ikke været tilfreds med sæsonen hos de tidligere danske mestre. Faktisk tøver den spanske træner ikke med at kalde sæsonen for hansn værste nogensinde.

»Jeg har ikke været tilfreds, og det er klubben heller ikke på grund af resultaterne. Så vi har lavet en aftale, der gør, at jeg stopper den 30. juni,« siger Carlos Ortega til TV2/Sportens hjemmeside.

Han stopper to år før tid efter en sæson, hvor KIF Kolding København kun med hiv og sving kom videre til slutspillet, hvor det skuffende spil fortsatte. Alt i alt sluttede klubben på ottendepladsen.

Desuden har der været problemer med udbeatlingen af lønnen. Ifølge KIF-ledelsen var Carlos Ortega blevet advaret om, at lønnen ikke altid kom til tiden i KIF Kolding København.

Men det afviser den 45-årige spanier.

»Hvis jeg havde vidst det, var jeg slet ikke kommet hertil. De fortalte mig aldrig, at det ville blive sådan.«

Både TV2 og BT har flere gange i løbet af onsdagen forsøgt at få en kommentar til situationen fra KIF Koldings direktør, Jens Boesen, men han har hver gang meddelt, at han ikke har haft tid.