Danmark og København har igen en håndboldgigant med internationalt perspektiv. KIF København er født

Er man blot en smule interesseret i mytologi, har man hørt om fabeldyret Fugl Føniks. En farverig, hellig og unik fugl, hvis skæbne var at brænde sig selv i sin rede for derefter at genopstå af sin egen aske som en ny fugl med kursen sat mod himlen; Et symbol på genopstandelse, udødelighed og et liv efter døden.

Nu er fuglen også et symbol på et af de største eventyr i dansk sports historie. Den 31. juli gik håndboldklubben AG København konkurs, da det ikke lykkedes at finde en ny ejer eller ejerkreds, til dét der viste sig at være en kolos på økonomiske lerfødder. Fredag aften genopstod klubben af sin egen aske. Klubben hedder nu KIF København.

Tidligere ejer i AG København Jesper Nielsen er væk, men tilbage står hovedparten af hans sponsorer og de tre profiler Kasper Hvidt, Joachim Boldsen og Lars Jørgensen. Det er fra denne aske en ny tværregional gigant i dansk håndbold nu genopstår med cirka 15 millioner sponsorkroner i ryggen som det økonomiske grundlag. Ja fra Kolding Mens sponsorerne er det økonomiske ben og initiativtagerne Hvidt, Boldsen og Jørgensen er en stor del af den sportslige krop, er den jyske klub KIF Kolding det andet ben, KIF København skal stå på.

Fredag aften stemte jydernes bestyrelse ja til idéen om den nye håndboldklub, som får hjemmebane både i Kolding og i København.

- Meningen er, at halvdelen af kampene skal spilles i øst og halvdelen i vest (...) Vi skal netop være hele Danmarks håndboldhold, og derfor kan der også komme en kamp i Odense, sagde Kolding-direktør Jens Boesen til TV2 News, kort efter fondsbørsmeddelelsen om KIF Københavns fødsel var udsendt klokken 23.

Initiativet til KIF København er taget for fortsat at have et slagkraftigt håndboldhold i hovedstadsområdet, der med AG Københavns død stod uden et mandskab i mændenes bedste række. Men den nye klub ser også dagens lys i forsøget på igen at skabe et hold, som kan gøre sig gældende i den europæiske top. Nøjagtig som AG København gjorde det i den forløbne sæson.

- Kolding har været otte år i Champions League, og vi vil gerne være der otte år igen (med den nye klub, red.), siger Jens Boesen, der ser frem til at skabe hele Danmarks håndboldhold.

- Qua meget hårdt arbejde kan vi skabe hele Danmarks håndboldhold, hvor vi breder vores sport ud så meget som overhovedet muligt, fortsætter Boesen.

Mikkel Hansen bliver ikke en del af det nye KIF København-projekt. Venstre-backen synes i stedet tæt på et skifte til den franske klub Paris Handball. KIF København bliver dog ikke et profilfattigt mandskab af den grund. Udover initiativtagerne Hvidt, Boldsen og Jørgensen, bidrager KIF Kolding med danske profiler som Lasse Boesen, Kasper Irming og Bo Spellerberg. Desuden bliver svenske Kim Andersson en del af projektet. Stjernespilleren skiftede til AG København den 1. juni, men han kom aldrig i kamp for klubben. Det gør han nu for KIF København.