KIF Kolding København fik på en fin slutspurt sikret sig et jævnt udgangspunkt til returkampen i 1/8-finalen mod RK Zagreb i Champions League. Men det kunne sagtens være endt værre for danskerne, der startede opgøret sløvt og tabte 22-17 i en af de værste heksekedler på den europæiske håndboldscene.

Det er en af de sværeste udebaner, som RK Zagreb byder sine modstandere på. PSG med Mikkel Hansen og THW Kiel har begge tabt til RK Zagreb, så der bør næppe være nogen undskyldninger for ikke at have været forberedt på mødet med de mangedobbelte mestre fra Kroatien.

Alligevel virkede det ikke til, at KIF Kolding København overhovedet var til stede på banen i kampens indledning. Angrebsspillet haltede gevaldigt, og RK Zagreb bragte sig foran 11-2 for øjnene af gæsterne, der virkede påvirkede - måske af de fanatiske kroatiske fans.

Træner Aron Kristjansson prøvede ihærdigt at ændre på slagets gang ved først at skifte Bo Spellerberg ud. Målmand Kasper Hvidt blev også bænket til fordel for Marcus Cleverly, men det påvirkede ikke udeholdets spil særlig meget.

I anden halvleg kom Kasper Hvidt tilbage i målet, og det hjalp gevaldigt. Med flere store redninger holdt han hjemmeholdet fra scoringer, men desværre fik KIF Kolding København ikke selv gang i angrebsspillet i samme periode.

Zagreb trak igen fra til 20-11, men en fin slutspurt fra danskerne sikrede et trods alt acceptabelt udgangspunkt med tanke på, hvordan det kunne være gået for KIF Kolding København.

Lars Jørgensen erobrede bolden i hjemmeholdets sidste angreb, spillede den hurtigt videre til Bo Spellerberg, der med sit velkendte overblik sendte den ud på fløjen til Magnus Landin Jacobsen, der sikkert skød bolden i mål via gulvet og sikrede KIF Kolding København to mål i træk inden sidste fløjt.

Trods en mareridtsstart på første kamp har KIF Kolding København stadig en realistisk mulighed for videre avancement til kvartfinalen, men det bliver svært næste søndag i Brøndby, når RK Zagreb rejser til Danmark for at spille returopgøret.