THW Kiel med Rasmus Lauge og René Toft Hansen i truppen blev onsdag aften så godt som sikre på at genvinde det tyske mesterskab i håndbold.

Det skete, da holdet vandt 27-26 i næstsidste spillerunde på udebane mod TSV Hannover-Burgdorf. Dermed er nordtyskerne to point foran Rhein-Neckar Löwen inden sidste spillerunde, og målscoren er 24 mål bedre.

Kiel skal med andre ord selv tabe med 12 mål hjemme til TBV Lemgo i sidste runde, samtidig med at Rhein-Neckar Löwen taber med 12 mål ude mod SC Magdeburg, for at mesterskabstrofæet skal skifte hænder til allersidst.

Rhein-Neckar Löwen kunne dog glæde sig over, at klubbens målmand, danske Niklas Landin, for andet år i træk er blevet kåret til Bundesligaens bedste keeper. Samtidig blev Rhein-Neckar Löwens bagspiller, Andy Schmid, kåret til Bundesligaens bedste spiller.

Niklas Landin skifter til næste sæson til mestrene fra Kiel.