THW Kiel spillede sig i toppen af Champions League gruppe A, da de i en sand dansker-derby-dyst flænsede Flensburg.

De to traditionsklubber mødtes for 85. gang i det nordtyske derby, og det var allerede det tredje indbyrdes opgør i indeværende sæson.

THW Kiel vandt den tyske Super-Cup med 27-26, mens Flensburg slog deres rivaler i deres første Bundesliga-opgør med 30-25.

Kampen begyndte i et forrygende tempo, men de to danske målmænd i hver ende, Flensburgs tidligere GOG-keeper, tometermanden Kevin Møller, og Kiels danske landsholdskeeper, Niklas Landin, holdt derbyet nede på målfattige 14-13 ved pausen.

Men Kevin Møller, Anders Eggert, Rasmus Lauge og resten af Flensburgs danske krigere, kunne kun holde sig i Kiels hæle indtil 10 minutter før tid, hvor de tyske giganter stille og roligt trak fra.

Kiels spanske troldmand Joan Cañellas scorede efter behag og endte på syv scoringer. Flensburg stærkeste skytte var tårnet Holger Glandorf, der bidrog med fire mål.

THW Kiel havde udover Landin også danske René Toft Hansen med som murbrækker i forsvaret, men kæmpen måtte forlade banen med rødt kort med fem minutter igen.

Det ændrede dog ikke på, at THW Kiel kørte en sikker 27-23-sejr i hus.

THW Kiel fører nu sammen med Mikkel Hansen og PSG Handball og HC Prvo gruppe A i Champions League efter tre runder.