Den matchfixing-mistænkte franske verdensstjerne får atter lov til at træne med Montpellier

Der gik chok-rystelser gennem international håndbold, da den franske verdens-stjerne Nikola Karabatic, blev suspenderet fra sin klub, Montpellier, fordi han var mistænkt for at have været med til at fixe et nederlag til Montpellier i sidste sæson mod bundholdet Cesson-Sevigne, hvilket flere personer med tilknytning til Montpellier-holdets spillere havde satset mange penge på.

Sammen med Nikola Karabatic blev flere andre Montpellier-spillere for en måned siden suspenderet på grund af sagen. Deriblandt hans bror, Luka Karabatic, tuneseren Issam Tej, og de to slovenere Primoz Prost (tidligere BSV-målmand) og Dragan Gajic.

Nikola Karabatic har flere gange bedyret sin uskyld, og efter en række samtaler tirsdag har Montpelliers præsident, Rémy Lévy, meddelt, at Nikola Karabatic og Issam Tej får lov at vende tilbage til træningen i Montpellier.

Ifølge den franske avis L'equipe vælger Remi Levy at tro, at de to spillere har sagt sandheden til ham i deres private samtaler, og at det var nok til tage beslutningen om, at de må spille igen.

Det gælder dog ikke lillebroderen til Nikola Karabatic, Luka, der står til en straf, der kan ende med en decideret fyring. Samme skæbne kan ifølge lequipe.fr overgå sloveneren Gajic, der var til tjenstlig samtale i sidste uge.

Rémy Lévy vil ikke udtale sig om fremtiden for Prioz Prost, da denne endnu ikke har været til samtale med chefen.

Ud over de fem Montpellier-spillere er to af Mikkel Hansens holdkammerater i Paris Handball under mistanke i matchfixing-sagen i Frankrig, nemlig serberen Mladen Bojinovic og spanieren Samuel Honrubia, der begge spillede i Montpellier i sidste sæson.

Selv om Montpelliers klubpræsident altså nu tager Nikola Karabatic og Issam Tej til nåde, fortsætter politiets efterforskning i sagen om matchfixing.