Den kendte håndboldspiller, Nikola Karabatic, hans bror og to andre spillere blev anholdt efter Paris Handballs sejr over Montpellier p.g.a. mistanke om matchfixing.

Paris Handball vandt søndag over Montpellier i den bedste franske række, og efter kampen kom der et efterspil for Montpelliers stjerne, Nikola Karabatic, plus tre andre spillere.

Fransk politi anholdt de regerende mestres storskytte plus hans bror, Luka Karabatic, samt Samuel Honrubia og Mladen Bojinovic, som alle er under mistanke for matchfixing af en kamp i sidste sæson.

Den kamp, der er under mistanke, stod mellem Montpellier og Cesson Sevigny - en kamp som Montpellier højst overraskende endte med at tabe 28-31, og det var der satset uforholdsmæssigt mange penge på.

Ialt er otte spillere fra Montpellier - og ti mennesker alt i alt - mistænkt for at have forbindelse til det mulige fusk, men i første omgang er det altså kun fire spillere, der er blevet anholdt.

Spillerne var på forhånd orienteret om, at de ville blive anholdt, og de vil blive kræve varetægtsfængslet.

Selve håndboldkampen vandt hovedstadsmandskabet 38-24 anført af en meget veloplagt Mikkel Hansen.