Håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg kan præsentere et overskud for niende år i træk.

Overskuddet lyder på beskedne 64.867 kr. før skat, men i en håndboldverden, hvor mange klubber kæmper med dårlig økonomi, er det en bemærkelsesværdig økonomisk stabilitet, som midtjyderne kan fremvise.

Bjerringbro-Silkeborg skuffede stort på den sportslige front i sidste sæson, og set i det lys er direktør Frank Lajer tilfreds med overskuddet, lyder det i en pressemeddelelse.

- For at være helt ærlig, så var der rigtig mange ting, der ikke gik som de skulle i sidste sæson, og det har betydet en del ekstra udgifter. Men ved hjælp af en generel påholdenhed på omkostningssiden igennem hele sæsonen og en unik opbakning i en svær sæson fra de omkring 500 firmaer, der er en del af Bjerringbro-Silkeborgs forskellige erhvervsnetværk, ser tallene faktisk ok ud, siger han.

- På trods af de svingende resultater så har vi til alle hjemmekampe i sæsonen haft 800-900 sponsorer til spisning i erhvervsklubben og skyboxene og 2250 tilskuere i snit til vores hjemmekampe. Det er netop denne støtte fra en meget bred gruppe af sponsorer og fans, der er så fantastisk, og det vil alle vi i klubben gerne benytte lejligheden til at takke for, fortsætter Frank Lajer.