I den første af to kampe mod Østrig om at komme til VM vandt de danske håndboldherrer med otte mål.

Odense. Vejen til håndbold-VM i Frankrig er blevet en hel del kortere for Danmark.

De danske håndboldherrer vandt søndag aften 35-27 over Østrig i den første af to kampe om at komme med til slutrunden i januar næste år. Der er returkamp i østrigske Wien på onsdag.

Det så godt ud for Danmark i starten af kampen i Odense, og en velspillende Kasper Søndergaard, der var blevet klar igen efter en mindre skade til træning, scorede til 9-4 efter 17 minutter.

Minuttet efter leverede Mikkel Hansen en maskeret og smart aflevering til Henrik Toft Hansen, som øgede til 10-4.

Men derefter ødslede det danske forsvar den solide føring væk på grund af en del udvisninger, som gav to minutter på bænken.

Takket være Niklas Landin kom Østrig dog aldrig helt tæt på, og det hjalp også, at Mikkel Hansen scorede til 13-9, da Danmark var to mand i undertal.

Østrig reducerede igen, og Danmark, som jagtede en storsejr, magtede ikke at trække fra endnu en gang inden pausen, hvor føringen blev barberet ned til 15-12.

I anden halvleg var billedet det samme. Danmark kæmpede for at oparbejde en større føring inden rejsen til Wien, hvor det skal afgøres på onsdag. Østrig blev ved med at holde sig inde i opgøret med en række scoringer.

Værst så det ud, da østrigerne reducerede til 24-26 med ti minutter tilbage. På det tidspunkt kunne man godt frygte lidt for den danske VM-billet.

Men danskerne viste klassen og lavede flere nemme kontramål ved Casper U. Mortensen og Hans Lindberg.

Og da Kasper Søndergaard med få minutter tilbage og med tre mål i træk øgede til 33-26, så lugtede det pludselig temmelig meget af en slutrunde i Frankrig for det danske mandskab.

Det endte med en sejr på hele otte mål til danskerne, og det bør ikke kunne smides væk mod et middelmådigt østrigsk hold.

/ritzau/