EM i Polen er Mads Mensah Larsens fjerde slutrunde, men efter at han i de første tre slutrunder har været i udkanten af truppen, er han nu sikker mand på landsholdet. Og det har hjulpet.

»Jeg leder jo også selv efter forklaringen på, hvorfor det er gået fint. Selvfølgelig har jeg også flyttet mig som spiller, men jeg tror helt sikkert også, at det handler om, at jeg ikke har skullet koncentrere mig om, om jeg overhovedet kom med og også hvilken plads, jeg skulle spille. Det har selvfølgelig gjort det nemmere at have 100 procent fokus. Denne gang har jeg ikke haft en usikker fornemmelse.«

Bliver det her dit gennembrud?

»Hvis jeg kan holde fast i de første tre kampe, så bestemt, ja. Så vil det med afstand være min bedste slutrunde. Men jeg kan også godt se, modstanden bliver betydeligt strammet op i de næste kampe. Så jeg skal også ind og levere bedre, hvis jeg skal holde niveauet.«

Hvad har din træner, Nikolaj Jacobsen, betydet?

»Han har helt klart været med til at skabe nye dimensioner i mit spil, og han har betydet ekstremt meget. Der er ingen tvivl om, at vi har et tættere forhold, end man normalt har med sin træner. Det er mere venskabeligt. Men det har ikke været noget problem at skille ad.«

Der er noget snak om, at du ikke er så god til fodbold...

»Der er åbenbart mange, der har den opfattelse. Også her på holdet. Jeg er selvfølgelig ikke enig. Men jeg vil gerne indrømme, at det ikke er min største styrke. Men nogle gange kan man jo ikke spille bedre, end hvad man har medspillere til, og det er med til at trække mit niveau ned,« smiler han.