Som ventet var der aldrig tvivl om udfaldet, da Bjerringbro-Silkeborg (BSV) lørdag mødte PSG på udebane i herrehåndboldens Champions League.

De danske mestre halsede efter Mikkel Hansen og hans stjernespækkede hold fra start og tabte til slut 27-32 efter at have vist god kampgejst undervejs.

Nikola Karabatic og Mikkel Hansen understregede med en række scoringer fra første fløjt temaet "storfavorit mod underdog", og tilsammen scorede de to verdensstjerner 17 af parisernes mål.

Med nederlaget ligger BSV fortsat på syvendepladsen i gruppe A, hvorfra seks hold går videre. PSG indtager andenpladsen.

Fra BSV-lejren lød det inden kampen, at danskerne ikke kunne have realistiske forventninger om at vinde kampen i Paris, og at målet var at vise, at lektierne fra det første møde mod PSG var blevet lært.

Da BSV og PSG mødtes i Danmark i oktober, tabte BSV med respektable 30-36. I Paris var det danske mesterhold bagud med seks mål, 4-10, efter et kvarter.

Forinden havde BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen - efter blot otte minutter - kaldt til timeout for at diktere en mere offensiv opdækning og mere gejst fra sine spillere.

Kun Nikolaj Markussen havde scoret for gæsterne ved stillingen 2-6, og uden målmand Sebastian Frandsens mange redninger, havde toget formentlig allerede været kørt.

BSV kom et gear op og holdt en form for spænding inde i opgøret.

PSG med paraden af franske verdensmestre på holdlisten gjorde det fysisk svært for BSV-spillerne, men de kæmpede godt for det og reddede sig til pausen bagud 13-18.

I anden halvleg var kampbilledet det samme, og BSV formåede at æde sig inden for tre måls afstand.

Men det virkede hele tiden som om, PSG-stjernerne havde kampen under total kontrol, og de lod aldrig spændingen stige for alvor. Med fem minutter tilbage førte PSG 30-25.

I næste uge skal BSV i Champions League en tur til Wisla Plock i en nøglekamp, som kan koste dyrt for danskernes drømme om at klare sig videre fra gruppespillet.

Forinden skal Plock-mandskabet søndag op mod Flensburg-Handewitt på hjemmebane.

Inden de kampe har BSV fire point efter ti af de i alt 14 gruppekampe, mens Wisla Plock er noteret for seks point på den sjetteplads, som giver den sidste adgangsbillet videre.

Kadetten ligger fortsat sidst med to point efter et nederlag på fem mål til THW Kiel tidligere lørdag.

/ritzau/