Trods de kroatiske trusler har det internationale håndboldforbund ikke modtaget en klage mod de franske dommere.

De kroatiske spillere reagerede på nederlaget til Danmark ved straks at fortælle pressen, at de havde tænkt sig at klage over de franske dommeres indsats. Men det er endnu ikke sket.

- De sagde efter kampen, at de ville klage, men vi har endnu ikke modtaget noget fra den kroatiske delegation, siger Mona Oband, der er pressechef i det internationale håndboldforbund, IHF.

Men måske handlede de kroatiske udmeldinger mere om et hårdt nederlag, end om en reel intention om at nedlægge protest.

Sporten.dk har kontaktet det kroatiske håndboldforbund i Zagreb -  altså ikke den delegation, der i øjeblikket er i Sverige - og her tager de ikke sagen så tungt.

- Jeg tror, at holdet klager. Sådan er spillet. Ingen har lyst til tabe. I sidste ende er det cheftrænerens valg. Men jeg tror ikke det fører til noget, siger medarbejderen.

Sporten.dk følger situationen.