Direktør Jens Boesen kan nu afsløre, at KIF Kolding København er på rette spor: Efter håndboldfusionen med AG København vil det næste årsregnskab trække i retningen mod et sundt nul

Ikke kun sportsligt går det godt for KIF Kolding København. Efter en årrække med store million-underskud kan KIF-direktør Jens Boesen nu glæde sig over, at den stærkt kritiserede håndbold-fusion nu også er på vej til at blive en økonomisk succes.

Fordi klubben er børsnoteret, må Jens Boesen ikke afsløre for meget, inden halvårsregnskabet er på gaden inden for den næste måneds tid. Men han løfter dog sløret for, at børsmeddelelsen vil vise, at økonomien er kommet på rette spor efter københavnernes indtog i Kolding-klubben:

- Forventningen til det næste årsregnskab er et nul, og det har jeg det rigtig godt med, siger Jens Boesen til Kolding Ugeavis.

Efter flere år med knaldrøde million-underskud er han ikke bleg for at afsløre, hvad konsekvensen havde været, hvis KIF Kolding ikke havde kunnet indlemme de attraktive spillere og sponsorer i det nye samarbejde, efter AG København gik konkurs:

- Kolding ville også være gået konkurs inden for fire-fem år, og vi var allerede på vej til blot at have en placering som nummer fire til otte i turneringen. Skepsis har været stor mod det nye projekt, og det har taget længere tid, end vi regnede med. Men der etableres nye ting hver dag, og det ser ud til at lykkes for os, konstaterer en glad og tilfreds Jens Boesen.

Fakta om økonomien i KIF KOLDING KØBENHAVN

Sidste år afleverede KIF Håndbold Elite A/S et underskud på 10,6 millioner kroner før skat ud af en omsætning på 15,6 millioner kroner. Underskuddet kom oven i købet i kølvandet på flere år med lignende million-underskud - sæsonen 2010/2011 gav således et underskud på 18 millioner kroner.

Jens Boesen sagde ved fusionen med AG København, at der skulle skaffes 15 millioner kroner i Kolding samt 15 millioner kroner i hovedstadsområdet for at skabe en sund økonomi i den nye konstellation.

KIF-direktøren har tidligere påpeget, at de næste to år vil vise, om den nye klub kan overleve de hårde økonomiske realiteter, som mange håndboldklubber lider under. Han nævner selv, at en omsætning på omkring 35 millioner kroner om året er målsætningen.

Jens Boesens planer er, at der skal tilknyttes omkring 250 sponsorer fra henholdsvis Kolding- og hovedstads-området. Han fortæller, at der i dag er omkring 175 sponsorer fra Kolding-området samt omkring 100 fra hovedstaden.