Kampuret forsvandt på storskærmen i hallen, da den tætte VM-kamp mod Sverige skulle afgøres.

Paris. Landstræner Gudmundur Gudmundsson lignede en mand, der var mere medtaget end sine spillere, da håndboldlandsholdet mandag aften havde slået Sverige med 27-25 ved VM i Frankrig.

Ud over den nervepirrende afslutning var landstræneren temmelig oprørt over, at uret pludselig forsvandt på storskærmen i hallen, da kampen skulle afgøres til allersidst.

- Vi kunne ikke se tiden i de sidste 12 sekunder. Spillerne vidste ikke, hvor lang tid, der var tilbage. Så er det altså meget svært.

- Det kan man ikke acceptere, og det må arrangørerne kigge på, for det var en virkelig vanskelig situation at stå i, siger Gudmundur Gudmundsson.

På trods af det forsvundne ur fik danskerne timet holdets sidste angreb så perfekt, at Hans Lindberg blev spillet fri til 27-25-scoringen med blot fem sekunder igen.

Sejren bragte Danmark op på førstepladsen i den indledende gruppe, og den formodet hårdeste rival er nu distanceret på reglen om indbyrdes kamp, der gælder ved pointlighed.

- Det var en meget, meget vigtig sejr. Det ved vi alle, siger Gudmundsson.

- Det var klart for mig, at dette var en lille finale. Jeg tror, at Sverige kommer til at slå både Egypten og Qatar, så denne sejr var utrolig vigtig for vores muligheder for at vinde gruppen, siger han.

Danmark mangler at møde Bahrain og Qatar i gruppespillet.

/ritzau/