Jyderne vandt for første gang i Champions League på udebane og er nu tæt på top 16.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Bjerringbro-Silkeborg (BSV) skrev historie, da klubben vandt sin første udesejr i Champions League nogensinde ved at besejre russiske Skt. Petersborg 35-23

Samtidig kan sejren meget vel være det danske holds adgangsbillet til 1/8-finalerne i turneringen, eftersom netop russerne og franske Chambery, som både BSV og Skt. Peterborg har slået én gang, er de direkte konkurrenter til puljens fjerdeplads, der giver videre adgang.

Sejrens størrelse gør oven i købet, at BSV nu er et stort skridt foran russerne, fordi det ved pointlighed er indbyrdes kamp, der afgør, hvem der går videre. Og ingen kan forestille sig, at BSV kan sætte 12 mål over styr til russerne, når de to mandskaber mødes i Jysk Arena i Silkeborg i den kommende weekend.

BSV var i det hele taget klasser bedre end russerne på alle parametre. Russerne, der har den legendariske russiske landsholdstreg, Dmitrij Torgovanov, som træner, var uden tempo og idé i spillet, og selv om BSV-træner Carsten Albrektsen lod bredden komme til fadet i sidste del af kampen, var det danske hold bare bedre på alle pladser.

I BSV-målet fortsatte Jannick Green de fine takter fra den store og flotte sejr over KIF Kolding København for en uge siden, og det gav god plads til Dennis Kierkegaard og Casper U. Mortensen i kontrafasen. Men også i det etablerede angrebsspil var BSV overbevisende. Og defensiven fortsatte det høje niveau, der i sidste uge tæmmede Kim Andersson & co.

Med sejren tog BSV et stort skridt mod at komme blandt de 16 bedste i Europa. Nu må næste mål blive at gå efter mere end en fjerdeplads i puljen, da det alt andet lige vil give en nemmere modstander i knockout-fasen og gøre det muligt at tro på en dansk plads kvartfinalen igen i år.