Klokken 20.15 fløjtes EM-kampen mellem Danmark og Frankrig i gang i Serbien. Her er den danske startopstilling.

Nedtællingen nærmer sig sin afslutning.

Klokken 20.15 entrer det kvindelige danske håndboldlandshold Cair Arena i Nis for at spille sin anden kamp ved det 10. Europamesterskab.

Forleden tabte landstræner Jan Pytlicks tropper 26-27 til Sverige.

I aften duellerer Danmark mod Frankrig.

Det bliver svært.

Ganske vist vandt Danmark for halvanden måned siden over de franske verdensmestre ved træningsturneringen "GF Forsikring Golden League" i Aarhus, men for blot to uger siden blev det til fransk sejr ved "Møbelringen Cup Golden League" i Bergen.

Assisterende landstræner Ulrik Kirkely har en time før kampens start overfor dansk presse i Serbien offentliggjort de rød/hvides startopstilling:

Målvogter: Sandra Toft

Højre Fløj: Kristina Bille

Højre back: Louise Burgaard

Playmaker: Lotte Grigel

Stregspiller: Susan Thorsgaard

Venstre back: Pernille Larsen

Venstre fløj: Ann Grete Nørgaard

Det betyder, at Danmarks topscorer mod Sverige, seks-måls-skytten Stine Jørgensen, starter på bænken.

- Hun udgik jo mod Sverige med en lårskade. Men hun er 100 procent klar, sagde Ulrik Kirkely og tilføjede:

- Vi ser frem til kampen mod Frankrig. Det bliver svært. Skal vi vinde, skal vi forsvarsmæssigt være godt timet. Desuden skal vores kontrafase fungere bedre end den gjorde mod Sverige. Franskmændene er stærke. Men historikken fortæller, at vi undervejs i kampen vil få vores chancer. Det er på disse tidspunkter, vi skal slå til.