Henrik Toft Hansen har ikke sagt meget, siden broren René Toft Hansen rev korsbåndet over kort før den nært forestående EM-slutrunde i Polen, men nu sætter han ord på uheldet i et interview med TV2 SPORT.

Ikke overraskende er Henrik Toft Hansen påvirket af situationen, der sender hans bror ud af både EM-slutrunden her i januar og OL i august.

»Det har været rigtigt hårdt lige siden, at han fik skaden. Jeg så det heldigvis ikke live i tv, men jeg blev ringet op af familien og fik at vide, at den ikke var alt for god,« siger Henrik Toft Hansen til TV 2 SPORT.

THW Kiel-spilleren var ekstremt uheldig for godt en uge siden, da Bergischer HC-spilleren Maximilian Weiss blev skubbet ind i René Toft Hansen og landede hårdt på danskerens ene knæ. Efterfølgende kunne René Toft Hansen ses liggende og vride sig i store smeter.

Lillebror Henrik forsøger nu at fokusere på håndbold efter nogle dage med tankerne et helt andet sted.

»Det har været nogle hårde dage, men nu er han kommet godt igennem operationen og kan kigge fremad, og så kan jeg også begynde at kigge fremad. Jeg har en vigtig opgave på det her hold, og vi skal prøve at løse det bedst muligt,« siger Henrik Toft Hansen til TV2 SPORT.

Skaden er ikke kun slem for Toft-familien - også for det danske landshold giver den udfordringer, for Gudmundur Gudmundsson skal nu til at tænke i alternative løsninger i midterforsvaret, hvor René Toft Hansen normalt udgør en frygtindgydende mur.

Tre eksperter giver her sit bud på, hvad landstræneren nu bør gøre i forsvaret.

16. januar spiller Danmark sin første kamp mod Rusland ved Europamesterskabet, som vi naturligvis følger tæt her på bt.dk.