Holland vandt 18-17 over Frankrig ved EM i kvindehåndbold efter stærkt comeback i anden halvleg.

København. Landstræner Helle Thomsens hollandske landshold leverede et stort comeback ved EM i kvindehåndbold, da holdet torsdag besejrede OL-sølvvinderen Frankrig.

Holland var bagud 7-12 ved pausen, men kæmpede sig tilbage i en flot anden halvleg og vandt 18-17.

Da de to hold mødtes ved sommerens OL, vandt Frankrig begge gange - med henholdsvis fire og et mål.

Ved OL sluttede Holland som nummer fire.

Både Holland og Frankrig går videre fra gruppe B. Det tredje hold med videre fra gruppen er Tyskland.

Tidligere torsdag besejrede tyskerne Polen med 23-22 efter 12-10 ved pausen.

Fra gruppe A går Serbien videre sammen med Sverige og Spanien.

Torsdag vandt Spanien med 30-18 over Slovenien, mens Serbien og Sverige spillede 30-30.

/ritzau/