Gudmundur Gudmundsson og Dansk Håndbold Forbund har endnu ikke sat sig ved forhandlingsbordet for at diskutere en kontraktforlængelse. Men noget tyder på, at DHF bør overveje at skrue op for tempoet, hvis man ønsker at være sikker på at forlænge samarbejdet med manden bag OL-guldet, når den nuværende kontrakt udløber til sommer.

I hvert fald afslører Gudmundur Gudmundsson over for BT, at han er blevet kontaktet af flere klubber og/eller håndboldforbund, som har set sig varme på islændingen.

»Der har været forespørgsler fra andre. Henvendelser kan vi kalde det. Men jeg har ikke svaret nogen af dem på noget. Jeg holder fokus på mit arbejde for det danske landshold. Og ikke andet end det. Så jeg afventer og ser, hvad der sker. Lige nu handler det om Danmark,« siger Gudmundsson, som understreger, at han ikke selv er aktiv på markedet.

»Jeg har ikke selv gjort noget ved det. Jeg er ikke opsøgende i forhold til andre. Mit fokus er at fortsætte. Men det er klart, at vi (Gudmundsson og DHF, red.) må tage en snak om fremtiden. Det har vi ikke gjort endnu, men vi har aftalt at gøre det i slutningen af oktober eller begyndelsen af november,« siger han.

Gudmundur Gudmundsson vil ikke løfte sløret for, hvem der har henvendt sig, men rygter i håndboldmiljøet går på, at Island, hvor Gudmundsson tidligere har været landstræner, er en af bejlerne.

DHF-generalsekretær Morten Stig Christensen gav i slutningen af september udtryk for i BT, at der ikke var noget hastværk i forhold til at forlænge med landstræneren. Og han ville samtidig ikke løfte sløret for, om håndboldforbundet overhovedet ønsker at fortsætte med Gudmundsson i spidsen, når kontrakten udløber – med begrundelsen, at han ikke ville føre forhandlinger i medierne.

Gudmundur Gudmundsson er knap så forbeholden, og han erkender gerne, at han ikke umiddelbart har lyst til at slippe taget i Mikkel Hansen, Niklas Landin og de andre danske stjerner.

»Jeg er interesseret i at fortsætte. Jeg kigger altid som træner på, hvordan vi som hold har udviklet os. Det tager tid at bygge et hold op med en ny strategi i både forsvar og angreb, men det har vi gjort. Og nu har vi også oplevet det at vinde OL-guld og spille rigtig, rigtig godt samtidig. Der er mange positive ting, og der er gode muligheder for at fortsætte udviklingen. Jeg kigger også på, om jeg har et godt samarbejde med spillerne og mine assistenttrænere og hele staben omkring holdet. Og det har jeg. Så ja, jeg er interesseret i at fortsætte,« siger Gudmundsson og tilføjer:

»Selvfølgelig ved man aldrig, hvad der sker. Men lige nu er mine tanker omkring det danske hold.«

Gudmundur Gudmundsson har samling med de danske spillere fra d. 1. november, når landsholdet mødes for første gang siden guldtriumfen i Rio. Her gælder det EM-kvalifika-tionskampe mod Holland og Letland. Og i samme ombæring tyder meget altså på, at der skal findes en afklaring omkring landstræner Gudmundssons fremtid.