Viborg HK vandt med overbevisende 29-17, da de lørdag tog imod rivalerne fra FC Midtjylland. 

Viborg dominerede kampen igennem og kunne gå til pause med en firemåls-føring på 13-9. Men det var FC Midtjylland der kom bedst ud til anden halvleg, og efter 41 minutter bragte midtjyderne balance i regnskabet, da bolden blev braget ind bag en sagesløs Rikke Poulsen til stillingen 16-16.

Men bedst som FC Midtjylland troede, at de havde fået styr på Viborg, diskede Rikke Poulsen op med en håndfuld vigtige redninger. Og da FCM samtidig blev tilkendt en 2-minutters udvisning, udnyttede Viborg hurtigt situationen til igen at bringe sig foran med fire mål.

Viborg var generelt et skridt foran FCM - både  forsvarsmæssigt og angrebsmæssigt, og da Viborgs keeper Rikke Poulsen samtidig lukkede fuldstændig ned for FCM-skytterne, mens Sabine Englert i den anden ende aldrig fik ordentligt styr på Viborg-skytternes afslutninger, var føringen pludselig på otte mål.

FC Midtjylland scorede ikke i kampens sidste kvarter, mens Viborg scorede på stort set alle deres angreb. Derfor endte det med en storsejr på 29-17 til Viborg HK. Dermed fik Viborg hævn for nederlaget på 19-25 i Super Cup'en i august til netop FCM.