De danske landsholdskvinder har fået en bekymring mindre frem mod EM-slutrunden i Ungarn og Kroatien til december.

Den norske stjernemålvogter Katrine Lunde meddeler mandag, at hun ikke stiller op til turneringen, hvor Norge og Danmark skal duellere i gruppespillet. Og det er der en ganske god grund til.

Den 34-årige målvogter, der til daglig spiller i ungarske Györ og har en fortid i både Aalborg DH og Viborg, er blevet gravid.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg skal være mor. Men det betyder ikke, at jeg er færdig som håndboldspiller på topniveau. Jeg har stadig stor lyst til at spille og vinde titler på håndboldbanen, siger Katrine Lunde i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at hun misser den kommende sæson.

- Her i opstarten har jeg siddet på bænken i to træningskampe, og det har virkelig været hårdt. Jeg er håndboldspiller, og det er svært at sidde udenfor. Det viser mig, at jeg stadig har sulten og lysten. Så det bliver hårdt for mig at undvære håndbolden, mens jeg er på barsel, fortsætter Katrine Lunde, der er forlovet med den serbiske håndbold-spiller Nikola Trajokovic.

Med et imponerende cv, der blandt meget andet tæller guld fra Champions League, OL, DM og EM - foruden en overflod af personlig hæder - er Katrine Lundes pause fra håndbolden et stort tab for de norske håndboldkvinder. Og omvendt en håndsrækning til de danske offensivkræfter ved den kommende EM-slutrunde.

Nordmændene og Lundes ungarske klub kan dog glæde sig over, at målvogteren vender tilbage til tophåndbolden efter sin barsel. Faktisk er Lunde, der er 10 uger inde i sin graviditet ikke helt stoppet endnu.

- Det er klart, at jeg ikke kan træne med for fuld damp. Jeg regner dog med, at jeg sørger for at holde mig i form under graviditeten, så jeg hurtigt kan vende tilbage til håndboldbanen, når jeg har født, siger Katrine Lunde.