Den tidligere danske håndboldstjerne Lasse Boesens og hans kone, Lene Motzkus', modefirma er under konkursbehandling ved Skifteretten i Kolding.

Det skriver JV.dk.

De to ejer selskabet Black Lily, som er en virksomhed, der sælger accessories og tøj til kvinder. Efter flere år med underskud har ægtefællerne nu selv indgivet en konkursbegæring til retten. Alene sidste års regnskab viste et underskud på hele 1,6 millioner kroner, og det var altså mere, end familien kunne tåle.

»Det er ikke lykkedes mig at stabilisere virksomheden, og det er først nu i første halvår af 2017, at vi har set positive tegn og begyndte at se resultaterne af alle de ændringer, vi lavede i 2016 - og det er desværre for sent set med bankens øjne,« skriver Lene Motzkus Boesen i en kommentar til JydskeVestkysten.

Modeselskabet er ejet af Lasse Boesens firma LMP Consult Aps og har Lene Motzkus ansat som direktør.

Tilbage i 2013 overtog ægteparret halvdelen af Black Lily. Dengang var ambitionerne høje og parret fortalte til Kolding Ugeavis, at de forsøgte at få virksomheden ud på eksportmarkederne. I 2015 overtog parret så hele virksomheden.

Det første regnskab som Boesen havde del i var fra 2013 og viste et underskud på én million kroner. 2014-regnskabet viste et underskud på 163.000 kroner, mens egenkapitalen også var negativ med hele to millioner. 2015 blev også et underskudsår på 237.000, og 2016 viste altså et underskud i Black Lily på hele 1,6 millioner kroner.

Fra årsrapporten i 2016 skriver ledelsen i selskabet: ’Årets udvikling og resultat anses for at være utilfredstillende’

Sagen ligger nu hos en kurator, hvor parret forsøger at afvikle virksomheden på bedst mulig vis.

Lasse Boesen er i dag sportschef og en del af trænerteamet i KIF Kolding København.