Modsat Ungarn kunne det danske håndboldlandshold tillade sig at spare på kræfterne i sidste gruppekamp.

Albertville. Det er næppe udmattelse, der tynger de danske håndboldspillere efter togturen til Albertville, hvor holdet søndag eftermiddag spiller VM-ottendedelsfinale mod Ungarn.

Niklas Landin, Mikkel Hansen, Kasper Søndergaard og Henrik Toft fik ikke et sekund på banen i den sidste, betydningsløse gruppekamp mod Qatar fredag aften, og bør derfor kunne gå ind i knockout-fasen med friske ben.

Mikkel Hansen har endda ufrivilligt holdt en endnu længere pause, efter at hans udvisning kostede de sidste 20 minutter af den foregående kamp mod Bahrain.

- Vi fik sparet nogle spillere, og det kan være vigtigt i en lang turnering, hvor man har nogle rejser og mange kampe på få dage. Her er det godt, at man kan sprede spilletiden lidt, siger Mikkel Hansen.

At han slet ikke kom i aktion fredag aften, var ikke noget han selv havde bedt om.

- Næh, men jeg klager ikke over at have fået lov til at slappe af, siger Mikkel Hansen.

Landstræner Gudmundur Gudmundsson havde inden kampen mod qatarerne sat sig for, at hans mest benyttede folk skulle have en pause.

- Jeg ville gerne give nogle masser af spilletid og hvile andre. Det var utrolig vigtigt, at vi fik hvilet nogle spillere, så de er helt friske, siger Gudmundur Gudmundsson.

I modsætning til danskerne sluttede Ungarn af med en meget vigtig gruppekamp mod Hviderusland.

Ungarerne skulle bruge et point for at slutte på tredjepladsen i gruppe C, men tabte 25-27 og ramler altså nu ind i Danmark i ottendedelsfinalen.

/ritzau/