Det er ingen hemmelighed, at håndbold-stjernen Estavana Polman og den tidligere hollandske landsholdsspiller Rafael van der Vaart skal være forældre i løbet af 2017, men mange andre ting om den lille ny sportsbaby skal forblive hemmeligt. Planlægningen af graviditeten, eksempelvis.

Hun er bare 24 år. Hollandske Estavana Polman er den danske ligas måske største håndboldstjerne, og det ser ud til, at hun er i sin bedste alder som professionel håndboldspiller.

Men det danske mesterhold,  Team Esbjerg, må nu undvære hende i vigtige Champions League-kampe og i resten af kampene i den danske liga, hvor holdet lige nu er på tredjepladsen.

Så hvorfor det skulle være lige nu, at håndbold-talentet skulle have barn med FC Midtjylland-spilleren, Rafael van der Vaart, svarer hun undvigende på.

Er du ikke i de bedste år af din karriere? Hvorfor skulle det være nu?

»Jeg har hørt, at de bedste år i ens karriere er, når man er 27 og 28 år. Og jeg er kun 24, så jeg har tid nok,« griner Esbjerg-spilleren:

»Jeg vil selvfølgelig stadig gøre mit allerbedste med håndbolden, og jeg vil forsøge at komme tilbage på banen så hurtigt som muligt.«

Hun håber, at fysikken stadig vil være god, når barslen er veloverstået, men det er svært at spå om.

Parret vil ikke sige så meget om graviditeten. Det er personligt, og terminsdatoen skal være hemmelig. Mange medier forsøger at få hemmelighederne lokket ud af Estavana Polman, der helst vil føde i fred.

»Vi vil ikke sige så meget om graviditeten. Vi kan bare sige, at vi er meget lykkelige. Både vi selv og min familie er lykkelige over det, og det er det vigtigste. Og jeg er rigtig glad for at have skrevet kontrakt for et år mere hos Team Esbjerg. Så jeg glæder mig til at komme tilbage så hurtigt som muligt,« fortæller håndboldspilleren.

I december spillede hun sammen med Holland EM-finale mod Norge, hvor man led et bittert nederlag. Oplevelsen var dog noget særligt, selv om hun vidste, hun gemte på den lille hemmelighed inde i maven.

Både Estavana Polman og Rafael van der Vaart har kontraktudløb efter næste sæson, og det er langtfra besluttet, om barnet vil blive opfostret i Danmark.

»Jeg ved ikke, om vi bliver i Danmark efter kontrakten udløber. Det er om lang tid. Vi må se, hvad der sker. Vi har ikke planlagt, om vi bliver i Danmark, og om vi skal opfostre barnet her. Vi har begge to en kontrakt på et år mere efter denne sæson, så barnet vil være her et års tid. Bagefter må vi se, hvad der sker.«

Resten er stadig en hemmelighed. Men parret har planer om at få barnets køn at vide under graviditeten, og måske vil de offentliggøre det. Måske ikke.

Sådan så det ud, da Estevana Polman og Rafael van der Vaart annoncerede graviditeten: