Mens de danske håndboldkvinder er i fuld gang med at overraske alt og alle ved VM i Serbien, så fortsætter diskussionen mellem Dansk Håndbold Forbund og de tv-stationer, der dækker slutrunden.

Først revsede TV2 Sportens håndboldekspert Anja Andersen den danske landstræner Jan Pytlick, som ifølge Andersen presser sine spillere i stedet for at hjælpe dem, når han skælder dem ud.

Derefter reagerede Jan Pytlick på kritikken af hans mandskabsbehandling, selvom han egentlig havde lovet sig selv ikke at kommentere på det.

- Jeg er træt af, at der fra TV 2 er så meget fokus på min opførsel over for spillerne. Især i de første kampe var det jo fuldstændig ude af proportioner med så meget taletid om det emne. Det hang ikke sammen med det, der skete under kampene, sagde Jan Pytlick til Jyllands-Posten.

Nu fortsætter skænderierne så. For da Danmark onsdag aften mødte Tyskland i VM-kvartfinalen, var det Dansk Håndbold Forbunds presse- og kommunikationschef, Finn Tage Jensen, der via sin personlige Twitter-profil var kritisk overfor tv-eksperter.

- Det må nu også være svært hele tiden at forny sig som studie-håndbold ekspert - men behøver man være så ensidig som den unævnelige, skrev presse- og kommunikationschef Finn Tage Jensen 18.20 onsdag aften.

Klokken 23.00 var han igen på Twitter.

- Nå - nu er det den norske træner, der er håbløs...må være fedt at have så meget forstand på hvor inkompetente alle andre er, lød det, hvorefter en bruger svarede:

- Måske bare en meget alternativ måde at sende uopfordrede jobansøgninger.

Det fik igen Dansk Håndbold Forbunds presse- og kommunikationschef til at skrive.

- ikke utænkeligt - og heller ikke specielt diskret - men hvad denne gang skal der åbenbart ikke sælges spillere i studiet, skrev Finn Tage Jensen.

Dagen derpå tog BT så kontakt til presse- og kommunikationschefen for at spørge, hvorfor han skrev som han gjorde.

- Det er min personlige Twitter-profil, og det er mig personligt, der udtaler sig. DHF (Dansk Håndbold Forbund, red.) har deres egen konto, og fra den kommer de officielle udmeldinger.

Kan du uddybe hvad du helt præcis mener med dine tweets?

- Nej, det kan jeg ikke. Jeg udtaler mig på egne vegne, og det skal jeg vel ikke afskæres fra?

Absolut ikke. Du må selv bestemme, hvad du vil skrive. Kan du uddybe, hvem den 'unævnelige' er, som du retter kritik af?

- Det vil jeg ikke.

Er det Anja Andersen?

- Nej.

Hvem er det så?

- Jeg ved ikke, hvem det er. Det kan være hvem som helst. Jeg vil ikke udtale mig om det. Jeg synes, det er latterligt, I tager det op. Det er mine personlige skriverier, og ikke DHF's.

Twitter er et åbent forum, som alle har adgang til, og hvor alle kan læse dine holdninger. Derfor tager vi kontakt til dig og beder dig uddybe dine tweets.

- I går i meget små sko, hvis I tager det op. Nu sletter jeg min Twitter-profil, hvis det kan gøre jer glade.

Du skal ikke gøre det for vores skyld.

- Så er den slettet. I hører ikke mere fra mig på Twitter, siger DHF's presse- og kommunikationschef, Finn Tage Jensen.