Han var selv ude om det, den norske håndbold-ekspert Frode Scheie.

Tirsdag hoppede han i det iskolde vand ved Palmestranden i Frederikshavn, fordi han tog en lille smule fejl af Norges seneste kamp ved VM i håndbold.

»Det var et chok at komme ned i vandet,« sagde Frode Scheie til de mange norske journalister, der var taget ud for at dække vandhundens spring.

Inden mandagens VM-kampen mellem Norge og miniputten Puerto Rico havde kommentatoren, der er ansat ved norsk TV 2, sagt, at han ville tage en dukkert i det danske farvand, hvis puertoricanerne lavede mere end 10 mål.

Det gjorde de. Norge vandt med 39-13. og er det nødvendigt at sige, at der var ganske stor jubel i TV 2's håndboldstudie, da Puerto Rico scorede sit 11. mål i kampen?

Og så måtte Frode Scheie i vandet. Se bare i billederne herunder: (artiklen fortsætter længere nede)

»Hvis man har det i munden, må man tage konsekvensen,« sagde Frode Scheie efter sin dukkert.

Tirsdag aften skal Norge møde Kasakhstan, og her er den våde kommentator noget mere forsigtig i sine forudsigelser.

»Jeg tror, Norge vinder. Med al respekt for Kasahkstan, så er det et hold, som Norge let bør slå,« sagde Frode Scheie uden denne gang at komme nærmere ind på antallet af scorede mål. Måske af klog erfaring.

Norge spiller alle sine VM-gruppekampe i Frederikshavn.