Det Internationale Håndbold Forbund har fredag besluttet, at Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater endegyldigt mister deres plads ved det forestående VM i Qatar. I deres sted har Island og Saudi-Arabien fået pladserne.

Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater havde i første omgang selv meldt fra til verdensmesterskaberne - angiveligt på grund af politisk uenighed med værtsnationen Qatar, men siden fortrød de. Men det Internationale Håndbold Forbund har altså besluttet, at bordet fanger. Samtidig er de to håndbold-miniputter blevet idømt en bøde på lige over 600.000 kr. for i første omgang at have trukket sig.

Læs mere om VM-farcen her:

Og IHF har altså valgt at tildele Island og Saudi-Arabien pladserne.

På forhånd havde Ulrik Wilbek, sportschef i Danmarks Håndboldforbund, frygtet, at Island ville erstatte Bahrain i Danmarks gruppe, der i forvejen tæller Polen, Rusland, Argentina og Tyskland.

- Hvis vi får et af de hold (Serbien, Ungarn eller Island, der alle håbede på en plads), så må jeg sige, at så er det tidernes stærkeste VM-pulje. Forstået på den måde, at der ikke er et eneste dårligt hold, så der bliver ikke en eneste let kamp i gruppen. Det vil være en fuldstændig uhyggelig pulje. Det er sådan en, man risikerer ikke at komme videre fra, sagde han tidligere fredag til BT.

Læs mere her:

Men Ulrik Wilbek kan ånde lettet op. Det bliver nemlig Saudi-Arabien og ikke Island, der bliver det sjette og sidste hold i gruppe D. Dermed ser gruppen noget mere overkommelig ud for de bedste danske håndboldherre.

Slutrunden løber fra den 15. januar til den 1. februar.