Pernille Holmsgaard venter barn og vandt en guldmedalje i sin sidste håndboldkamp på topplan.

Den mangeårige landsholdsspiller Pernille Holmsgaard har en fest, efter at det i karrierens sidste håndboldkamp lykkedes at sikre sig det danske mesterskab med Nykøbing Falster Håndboldklub.

Efter 27-25-sejren i den tredje finalekamp mod København Håndbold afslører Holmsgaard, at hun ikke bare jubler over guldet, men også over at hun er gravid.

»Bare den ikke kommer ud. Jeg håber ikke, vi bliver taberdømt, fordi vi har haft en ekstra på banen,« siger Pernille Holmsgaard til TV2.

Den stærke forsvarsspiller meddelte tidligere på foråret, at hun stopper karrieren og flytter hjem til Nordjylland.

Hun er langt fra den eneste på det nybagte mesterhold, der nu søger videre i karrieren.

Det samme gælder Mette Gravholt, som i næste sæson skal spille for Dinamo Bucuresti i Rumænien.

Nu kan hun hænge en guldmedalje i præmieskabet efter sin foreløbig sidste sæson i dansk håndbold.

»Det er så forløsende. Vi har gået igennem meget og har været så udskældte.«

»Jeg er bare træt. Jeg har aldrig været så træt i hele mit liv. Fysisk og psykisk er det så hårdt at spille de her kampe. Men jeg er så glad,« siger Gravholt til TV2.

/ritzau/