Når håndboldsæsonen slutter, bliver det samtidig også et farvel til to profiler. Den tidligere landsholdsanfører og NFH-spiller Pernille Holmsgaard har valgt at indstille karrieren, og det samme gør Team Esbjergs Tove Seest.

Pernille Holmsgaard fortæller til NFH's Facebookside, at hun flytter tilbage til Nordjylland med sin mand Jesper. Her går de en fremtid som plantage-ejere i møde, og de første juletræer er allerede plantet.

Og den 32-årige håndboldspiller kan se tilbage på en stor karriere. Hun glæder sig dog til at få mere tid med familien i det jyske.

»Jeg synes jeg har taget min tørn efter mange år på topplan og jeg glæder mig til at være mere sammen med min familie i Nordjylland. Jeg har i mange år vinket farvel til familien og venner, når de har taget på ferie, fordi jeg har skulle træne eller med landsholdet,« siger Pernille Holmsgaard, der når sæsonen slutter den 30. juni, kan kalde sig håndboldpensionist.

»Jeg har fået mange store oplevelser både med klubholdet og ikke mindst med landsholdet, hvor en VM bronze medalje i Serbien 13, er bedste resultat. Kroppen er også ved at være slidt, men jeg er rigtig glad for at jeg har fået muligheden for at stoppe på toppen i Nykøbing. Jeg håber på vi kan slutte af med en DM medalje og en EHF finale,« fortsætter hun.

Senest samme dag, den 30. juni, kan Tove Seest ligeledes kalde sig eks-håndboldspiller. Der er dog mulighed for, at hendes karriere allerede slutter på hjemmebane torsdag aften, når Team Esbjerg møder THH Holstebro.

Team Esbjerg har endnu ikke sikret sig en plads i slutspillet, og skal de have det, er en sejr over Holstebro nødvendig, ligesom at holdets skæbne afhænger af, om Viborg HK vinder over HC Odense.

Får Odense point, vil torsdagens vigtige brag være afskedskamp for 33-årige Tove Seest, der blandt andet stopper for at blive gravid.

»Tiden er inde til at prøve noget andet i livet end håndbold på topplan, og jeg og min kæreste, Carsten, vil rigtig gerne have et barn,« siger Tove Seest til Team Esbjergs hjemmeside. Hun er ikke den eneste Esbjerg-spiller, der takker af efter sæsonen.



Tidligere har Susanne Kastrup Forslund og Ida Bjørndalen meddelt, at de også stopper karrieren. Og torsdagens kamp har da også stor betydning.

»Kampen torsdag aften kan komme til at betyde vanvittigt meget på det personlige plan. Vi er flere spillere, der stopper karrieren, og hvis sæsonen slutter, vil det have stor betydning at få sagt ordentligt farvel til vores store publikum,« siger Tove Seest, der dog er i dialog med Team Esbjerg om et muligt fremtidigt samarbejde i en funktion i klubben.