Islands ubetinget bedste håndboldspiller gennem tiderne, Olafur Stefansson, er på vej mod et yderst overraskende comeback i håndboldsporten, og endda på den danske storhold KIF Kolding København.

Det skriver KIF Kolding København på deres egen hjemmeside.

I løbet af ugen vil den 41-årige ultraveteran træne med på holdet frem mod de vigtige Velux EHF Champions League-kampe mod Zagreb, hvor KIF Kolding Købehavn må undvære deres stjerne Kim Andersson.

»Hvis Olafur (Stefansson red.) viser sig at være fit, og han kan bidrage på banen, så er det klart, at det er en gylden mulighed for os at få ham tilknyttet, nu hvor Kim Andersson desværre stadig ikke kan spille fuldt ud. Det bliver spændende at se Stefanssons niveau,« siger KIF Kolding Københavns direktør Jens Boesen.

Jens Boesen fortæller, at Olafur Stefansson er indforstået med, at hvis niveauet ikke er tilstrækkelig, så går parterne hvert til sit.

Kim Andersson har været på sidelinjen for KIF Kolding København i en længere periode, og Jens Boesen fortæller, at klubben har kæmpet hårdt for at finde en erstatning inden 1/8-delsfinalerne i Champions League.

»Vi har handlet meget hurtigt, da først muligheden bød sig. Takket være gode samarbejdspartnere, er det lykkedes at finansiere det, hvis det viser sig at blive en realitet. Vi håber naturligvis meget på, at Olafur Stefansson kan begå sig, for så vil det være en væsentligt forstærkning,« konstaterer Jens Boesen.

KIF Kolding København skal på besøg i Zagreb lørdag d. 14. marts. Returkampen bliver spillet på TREFOR Arena i Brøndby d. 22.