På trods af en finaleplads i 2010 og EM-guld i januar har det danske herrelandshold i håndbold fået en dårlig seedning til det forestående OL. En seedning der kan få afgørende betydning for de danske medaljechancer til sommerens OL.

Det Internationale Håndboldforbund, IHF, har netop annonceret den seedning, som vil gøre sig gældende den 2 -3. juni, når grupperne til OL i London 2012 skal findes via lodtrækning.

I det øverste seedningslag finder man Danmarks VM-banemænd fra Frankrig, der på sigt vil få selskab af vinderen af den på papiret sværeste OL-kvalifikationsgruppe. Det bliver derfor Algeriet, Polen, Spanien eller Serbien der skal kæmpe om den ære.

Andet seedningslag består af vinderne af de to næste kvalifikationsgrupper – sandsynligvis Sverige og Kroatien, mens tredje lag består af toerne fra OL-kvalifikationsgrupperne.

Storbritannien er som værtsnation garanteret en plads i fjerde lag sammen med toeren fra kvalifikationsgruppe 2. Først i det femte lag finder man Danmark, der får selskab af de pan-amerikanske mestre, Argentina.

I det absolut nederste lag finder man de asiatiske mestre, Korea, og de afrikanske mestre, Tunesien. Dermed er Danmark seedet som nummer 9 ud af de i alt 12 deltagere til sommerens OL-turnering, og det kan resultere i en rigtig svær lodtrækning for de danske EM-helte.