KØB PLUS!

Håndbold-bosser forundrede over Boesen

Håndbolddirektører giver ikke meget for den hårde kritik, som KIF Kolding Københavns direktør Jens Boesen retter mod konkurrenterne i dagens udgave af BT.

Jens Boesen langer ellers kraftigt ud efter kollegerne i dansk håndbold, som ifølge KIF-direktøren har alt for travlt med at kritisere og stille spørgsmål ved det ambitiøse håndboldprojekt, der har base i Kolding og København.

Men Boesen skyder flere meter ved siden af målet med de hårde udmeldinger. Det mener blandt andre Jan Larsen, der er direktør i Aalborg Håndbold.

- Det må stå for Jens' egen regning. Men jeg kan ikke forstå ham. Jeg kan overhovedet ikke genkende den kritik, han snakker om. Da projektet blev offentliggjort, sagde jeg, at det ville godt nok blive svært, og det står jeg ved i dag. Det kan enhver med bare lidt håndboldforstand da se. Det har de (KIF red.) da i øvrigt også selv sagt, siger Jan Larsen.

Også Frank Lajer, direktør i Bjerringbro-Silkeborg, har svært ved at genkende Jens Boesens oplevelser.

- Jeg synes lidt, han ser spøgelser. Jeg har intet imod det projekt. Men når de slår sig op som 'hele Danmarks håndboldhold', så er det vores opgave at konkurrere imod det, siger Frank Lajer og fortsætter:

- For vi har for eksempel interesse i nogle af de samme sponsorer. Det er i hvert fald ikke min opgave at gå ud i avisen hver dag og rose Kolding. Jeg har da heller ikke set Jens Boesen gå ud og udtale sig glædesstrålende om Bjerringbro-Silkeborg, siger han.

Og lige netop Jens Boesens efterlysning af flere positive toner fra konkurrenterne vækker også stor undren hos Aalborg-direktør Jan Larsen.

- Hvis han savner opbakning eller positiv omtale fra andre i ligaen, så forstår jeg det ikke. Vi klubber arbejder selvfølgelig sammen, men det er da ikke andres opgave at snakke positivt om Kolding - det må de selv stå for. Og hvis han vil have anerkendelse, så vil den komme, hvis projektet stadig spiller på fuldt blus og har vist sig holdbart om 2-3 år. Og det håber jeg da, at det kan. De skal i hvert fald have held og lykke herfra, siger han.

Læs også: