KOMMENTAR
Det Håbløse Forbund.Jeg tror, det var kollegerne på Ekstra Bladet, der fødte kælenavnet til DHF, Dansk Håndbold Forbund. Det kælenavn har længe ramt midt i skiven.
Danmark vandt søndag aften en sølvmedalje ved et verdensmesterskab. En sølvmedalje er en sølvmedalje, og det kalder på respekt. Det er en historisk præstation, og tænk, der var endda takter og momenter, der gav løfter frem mod EM på hjemmebane i 2014. Masser af fremdrift i den oplevelse. Men jeg skal slet ikke have en mening om den håndboldslutrunde, for jeg så ikke alle minutterne. Jeg stod først på til sidst, og mange, mange andre ved mere om spillet end jeg.
Men jeg har en mening om håndboldforbundets evner udi kommunikation. ja, for DHF skulle kun bruge få timer, før al den sportslige fremdrift fra en sølvmedalje blev smidt på gulvet som en lunken klat harpiks, og det er så diskvalificerende, hvis man i DHF virkelig accepterer stille og roligt, at sådanne kommunikationsfejl bare skal overskygge et helt verdensmesterskab og så mange menneskers forberedelse og indsats. Hvor er ambitionerne?
Lad blot passere, at det tilsyneladende igen kunne komme som en overraskelse, at de udsendte journalisters første dagsorden handlede om et finalenederlag, der var så eklatant i sit sammenbrud.
Et halvt gram undervisning i efterspillets logik ville have klædt holdet. Journalister spørger ikke som det første til kvartfinalens bedre energier, når holdet lige har tabt en finale med 16 mål foran to millioner tv-seere.
Det er efterspillets logik, og den logik er lige så gammel som selve spillet. Nå, men det lader vi jo passere.
Det er til gengæld ikke okay, at Ulrik Wilbek, Danmarks mest succesrige sportstræner, kommer hjem og ligner en klovn med al sin troværdighed balancerende i et raserianfald.
Wilbek havde altså dér i lufthavnen lige vundet sølv ved VM. Og så stod han og råbte og skreg, fordi en journalist tillod sig at stille spørgsmålstegn ved trænerens helbred. Provokerende spørgsmål? Muligvis. Jeg synes, de var rimelige. DHF beder i hvert fald om dem. De spørgsmål kan kun lade sig gøre, fordi DHF har rodet rundt igen.
Håndboldforbundets pressechef, Finn Tage Jensen, satte sig søndag aften på det internationale pressemøde efter finalenederlaget og blev foran alverdens tv-kameraer spurgt af den spanske landstræner, om Wilbek ville deltage.
Finn Tage Jensen vidste ikke, hvorfor Wilbek ikke deltog. Han slog ud med armene. Da den spanske landstræner understregede, at det ikke var okay, at den tabende træner ikke gad deltage, var Finn Tage Jensen endda tilbøjelig til at give spanieren ret.
Velbekomme. Sådan gør man et reelt fuldstændig ligegyldigt pressemøde til hele hovedhistorien om VMs sidste aften. Sådan sælger man Ulrik Wilbek, for man har lige skabt en historie og født en nysgerrighed.
Hvad er der i vejen med Wilbek? Hvorfor møder han ikke op?
Finn Tage Jensen anede ikke, hvad der var i vejen. Vi sad der og forholdt os til, at den spanske landstræner helt uimodsagt kunne signalere, at Ulrik Wilbek er en dårlig taber.
Mageløst nederlag for DHF.
Ulrik Wilbek har siden forklaret, at han var syg, og at han efter flere timers venten ikke kunne klare mosten længere. Han måtte hjem. Det er jo helt rimeligt. Men hvorfor vidste pressechefen ikke det? Hvorfor i alverden tillod man, at uvidenheden blev hovedhistorien? Finn Tage Jensen ønsker ikke i dag at kommentere på sagen.
Jamen, det er da fascinerende, som de kan ødelægge en god historie og skabe en helt anden.
Når DHFs pressechef ikke på et pressemøde kan redegøre for, hvad der egentlig foregår med den fraværende Ulrik Wilbek, må Ulrik Wilbek jo forvente, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved hans sygdom.
Et gæt: Wilbek fortryder igen og igen, at han stod og tilsvinede en journalist i lufthavnen. Og han er rasende over, at han blev solgt af DHFs pressechef på denne facon.
DHFs direktør Morten Stig Christensen forstod endelig sagens sammenhæng i går.
Han beklagede, at DHF ikke fik meddelt den spanske landstræner, at Wilbek var syg.
Bum. Det er sagens kerne. Intet andet.
Det er så nemt, det er grinagtigt. Så hvorfor gør I det svære ved jer selv?
Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan følge ham på twitter.com/ffjeldgaard
