Lotte Grigel har ikke spillet kamp siden begyndelsen af oktober. Alligevel tror hun på, at landstræner Klavs Bruun Jørgensen udtager hende til den danske VM-trup.

Kan man til et håndbold-VM udtage en spiller, der ikke har været i kampaktion i halvanden måned?

Spørger man Lotte Grigel er svaret et ubetinget ’ja’.

»Selvfølgelig er det ikke nogen optimal situation, at jeg siden mit brud med Team Esbjerg kun har spillet to kampe på landsholdet i EM-kvalifikationen. Men jeg har altså holdt formen ved lige i FC Midtjylland, ligesom landsholdets fysiske træner (Line Hovgaard, red.) har holdt mig til ilden og dermed gjort mine skud skarpere end længe. Derfor føler jeg mig klar,« siger Lotte Grigel.

Lørdag stod hun frem på TV2 for at fortælle om årsagen til sit pludselige klubskifte til russiske Rostov-Don, og over for BT uddyber hun nu sin opsigtsvækkende reaktion, der inkluderede et nej til at køre hjem i spillerbussen efter en kamp mod HC Odense.

»De sidste måneder i Team Esbjerg kommunikerede træneren (Lars Frederiksen, red.) overhovedet ikke med mig. Jeg har forsøgt at finde svar på hans reaktion, men er stadig uforstående. Måske har det noget at gøre med, at jeg forlængede min kontrakt med Team Esbjerg i januar for yderligere to sæsoner uden hans vidende og anbefaling. Men det er kun gætterier fra min side,« siger Lotte Grigel, der afviser, at hun i sin sidste tid i klubben reagerede negativt over, at hun kun fik sporadisk spilletid.

»Det har absolut intet med dette at gøre. I sidste sæson havde jeg Johanna Ahlm som playmaker-kollega, mens jeg i denne sæson skulle dele pladsen med Estavana Polman. Den rolle befandt jeg mig udmærket med,« siger Lotte Grigel.

Fremover får hun danskeren Jan Leslie som træner i Rostov-Don.

»Jeg har endnu ikke besøgt klubben, fordi arbejdstilladelsen først nu er kommet i orden. Men jeg er stensikker på, at valget er fornuftigt. Det er en international storklub, der har en træner, som vil bakke mig op,« siger Lotte Grigel.

Ingen VM-problemer

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen ser ingen problemer i at udtage Lotte Grigel til den danske VM-trup.

»Slet ikke. Hun gjorde det fremragende i vores EM-landskampe i oktober mod Tyrkiet og Portugal. Nu får hun i weekenden yderligere tre kampe ved en fire-nationers-turnering i Spanien, og ved VM indleder vi forsigtigt mod Japan, Tunesien og Serbien. Så når vi ved VM for alvor testes af Ungarn, vil hun forinden have spillet seks kampe,« siger Klavs Bruun Jørgensen uden at han dog vil udstede garanti for Lotte Grigels VM-udtagelse.

»Jeg har stort set truppen klar inde i mit hoved. Måske melder jeg den ud, inden vi sidst på ugen rejser til Spanien. Men indtil videre vælger jeg at holde den for mig selv. Det kan jo være, at observationer ved de næste dages træninger, får mig til at ændre min mening,« siger han.