Glad Pytlick: Vi gjorde det sgu

Landstræner Jan Pytlick var ellevild efter Danmarks ’powerpiger’ vandt EM-opgøret over Frankrigs viceverdensmestre

Sikke en aften i den serbiske provinsby Nis. Danmarks ’unge vilde’ kvindelandshold leverede en vaskeægte sensation ved at vinde EM-kampen over Frankrigs viceverdensmestre 28-27.

Hermed revancherede de det skuffende nederlag i EMs åbningskamp mod Sverige, og pludselig er Danmark inde i turneringen igen.

- Vi gjorde det sgu. Ikke ret mange havde inden kampen vurderet, at vi kunne vinde. Men vi troede alle sammen på det. Og tro kan jo som bekendt flytte bjerge, sagde en storsmilende Jan Pytlick, der delte masser af roser ud til sine spillere.

- Forsvaret kæmpede fantastisk, og i angrebet leverede alle varen. Sikke en energi Louise Burgaard lagde for dagen. Men hun er godt forslået efter de mange nærkampe med franskmændene, sagde Jan Pytlick.

Anfører Line Jørgensen var også i højt humør.

- Vi spillede en fantastisk kamp. Men nu må vi endelig ikke hvile på laurbærene i sidste puljekamp (lørdag mod Makedonien, red.). Den kamp skal vindes, og så er vi i mellemrunden. Det er målet lige nu, sagde Line Jørgensen.

Danmark fik ellers en skidt start på første halvleg. Efter tre minutters spil havde Frankrig således bragt sig foran 3-0. Men herefter gik det de godt fightende danskeres vej. De udlignede til 4-4, kom første gang foran ved stillingen 7-6 - og førte 15-12 ved pausen.

Danmark fortsatte de gode takter efter pausen, hvor de straks kom foran 16-12. Men så vendte billedet. Frankrig overtog dirigentstokken, og takket være godt angrebsspil førte de efter blot otte minutters spil 18-17.

Danmark lod sig dog ikke ryste. De kom foran igen 21-20, og førte seks minutter før tid 26-24.

Frankrig fik imidlertid udlignede til 26-26. Men fremragende scoringer på langskud af Pernille Larsen og Louise Burgaard betød, at Danmark mindre end to minutter før tid bragte sig afgørende foran i den hektiske og spændende afslutning, hvor Frankrig var tæt på at udligne til 28-28.

- Heldigvis prellede Signates skud af på overliggeren. Men da hun fyrede projektilet af, var jeg et kort øjeblik bange for, at bolden ville ryge i kassen, sagde målvogter Cecilie Greve, der havde en imponerende redningsprocent på 53.

Nu venter Makedonien i sidste indledende puljekamp lørdag aften.

Her tipper den tidligere Viborg-målvogter, Valerie Nicholas, der er i Serbien som kommentator for fransk TV ny dansk sejr. Og så er billetten til hovedrunden definitivt sikret.

- Makedonien har i sine to første kampe ved EM (16-29 mod Frankrig og 15-26 mod Sverige, red.) leveret meget skidt spil, siger Valerie Nicholas, der giver makedonerne mindre end fem procents sejrschance.

- Deres forsvar er stort set ikke-eksisterende, fløjene er uskarpe og fysisk står de heller ikke distancen. Meget skal gå galt for danskerne, hvis de skal tabe dén kamp, siger Valerie Nicholas.

Læs også: