Hvad har basketballstjernen Michael Jordan, det danske fodboldlandsholds eks-træner Bo Johansson og orkesterdirigenten Carlos Kleiber til fælles?
Umiddelbart betragtet ikke ret meget.
Men spørger man dansk håndbolds måske allerstørste navn nogensinde, Anja Andersen, er svaret indlysende:
- Det er mine forbilleder. De har alle en eksperimenterende og involverende tilgang til det at være leder og idrætsudøver. Det, jeg godt kan lide ved dem, er, at jeg kan se, at de næsten ingenting gør. Og så gør de alligevel rigtig meget.
BT møder hende på pressens hotel i den sydserbiske by Nis under håndbold-VM.
Her er hun indlogeret sammen med sine kolleger på TV2.
- Jeg trives i dette selskab. Stemningen på tv-kanalens sportsredaktion er fin og dejlig uhøjtidelig. Det er andet år, at jeg er med som ekspertkommentator. Efter VM får vi afklaret, om jeg skal med en anden gang. Men jeg er bestemt ikke uinteresseret, siger Anja Andersen med et åbenhjertigt smil.
Det er ellers ikke sådan, at de håndboldinteresserede danskere i 1990ere lærte hende at kende.
Dengang var hun prototypen på en ’vinder', der som spiller besad et flammende temperament.
Efterfølgende blev hun træner.
- I den rolle var jeg både kontrollerende og dikterende. Det gør mig ikke specielt stolt at vide, at jeg er den træner, der har rekorden i flest tildelte to-minutters udvisninger. Men jeg var overbevist om, at det var måden, man opførte sig på for at få topresultater, siger Anja Andersen og tilføjer:
- Jeg fortryder intet. Det er umuligt at spole tiden tilbage. I stedet glæder jeg mig over, at jeg selv fandt ud af, at min opførsel var uhensigtsmæssig.
Det gjorde hun for tre år siden under et lederkursus arrangeret af det danske firma Pathfinder, hvor hun i dag er fuldtidsansat high performance coach.
- De metoder, jeg underviser i, ligger langt fra det, jeg i sin tid blev udsat for af Ulrik Wilbek på landsholdet. Mens vi i Pathfinder er fortalere for, at medarbejder-involvering og positiv leder-respons er vejen til gode resultater, blev jeg som håndboldspiller på landsholdet mødt af den stik modsatte holdning, siger Anja Andersen, der husker et eksempel fra VM 1997.
- Vi havde mistet point mod både Makedonien og Rusland. For rullende kameraer gav Wilbek mig skylden for nederlaget. I min tid på landsholdet var jeg bange og nervøs. Kun fordi der var et godt kammeratskab i spillertruppen, valgte jeg at fortsætte, siger Anja Andersen.
Hun forstår ikke, hvorfor der i håndboldverdenen er en udbredt opfattelse af, at træneren skal skælde sine spillere ud.
- Det bliver man altså ikke en bedre spiller af, siger Anja Andersen.
Under dette VM så hun i Danmarks kamp søndag aften mod Japan landsholdets nuværende træner, Jan Pytlick, skælde Jane Schumacher voldsomt ud.
- Jeg er imponeret over, at hun bagefter præsterede to fantastiske gennembrud, siger Anja Andersen, der mener, at det er op til Jan Pytlick, hvorvidt Danmark vender hjem fra Serbien med en medalje.
- Vi råder over et landshold med mange dygtige spillere. Hvis Pytlick forholder sig rolig og analyserende på bænken, får vi succes, mener Anja Andersen og bruger sig selv som eksempel.
- Sammen med en af min allerbedste veninder (ekslandsholdsspilleren Lene Jepsen, red.) træner jeg et 2. divisionshold i Odense. Vi ligger til oprykning. Det er ikke mindst spillernes fortjeneste. De møder ind en halv time før træning, forklarer over for hinanden, hvordan de har det i dag, og går bagefter ud og toppræsterer, siger Anja Andersen, der ikke helt vil afvise, at hun på et tidspunkt vender tilbage til gerningen som elitetræner.
- Man skal aldrig sige aldrig. Men det har lange udsigter. Lige nu trives jeg som lederudvikler, siger Anja Andersen, der også befinder sig godt i Odense.
- Her har jeg mine venner og det meste af min familie. Flere gange om ugen er jeg sammen med mine nevøer (Andreas og Mathias på hhv. 6 og 10 år, red.). Jeg læser lektier og tager ud til håndboldtræning med dem, siger Anja Andersen, der betegner sig selv som single.
- Pt. har jeg ingen kæreste. Min store fritidsinteresse er at opdyrke venskaber. Men jeg elsker stadig fysisk aktivitet. Sammen med Lene Jepsen løbetræner jeg flere gange om ugen, siger Anja Andersen.
Interviewet nærmer sig sin afslutning.
På falderebet er der dog lige en ting, hun vil fortælle:
- Det er ikke kun sport, der har min interesse. Jeg elsker også musik. Dirigenten Carlos Kleiber med det specielle kropssprog har været en øjenåbner for mig. Får jeg på et tidspunkt tid i overskud, vil jeg lære at spille på klaver.
