Anja Andersen har sagt endegyldigt farvel til håndbold, og hun har svært ved at sig selv vende tilbage til sporten.

Dermed er det farvel til et koryfæ inden for danske damehåndbold. Anja Andersen blev spilleren, der satte dansk damehåndbold på landkortet. Først gennem sine pragtpræstationer på landsholdet og dernæst som træner, hvor hun førte Slagelse til en hidtil uset stor succes i Europa.

Men karrieren bød også på nedture med hendes midterste finger i konstant uheldigt fokus. Samtidig  ragede hun også uklar med andre personligheder i sporten gennem sine kontante udmeldinger.

BT har taget et kig på fire hovedpunkter i Anja Andersens håndboldkarriere på banen, på sidelinjen og på skærmen.

Sejrene


Anja Andersen jubler sammen med landstræner Ulrik Wilbek
Anja Andersen jubler sammen med landstræner Ulrik Wilbek Foto: Bent K Rasmussen
Vis mere

EM 1994
Det blev året, hvor dansk kvindehåndbold for alvor vandt indpas på den danske sportsscene. Et landshold anført af Anja Andersen og Ulrik Wilbek fra bænken sikrede de sig guldet ved slutrunden syd for grænsen, og et helt land gik i håndbold-ekstase.

OL Guld 1996
Et stort år for det danske landshold, såvel som Anja Andersen. Med Anja i spidsen vinder de danske håndbolddamer EM guld og olympisk guld i Atlanta. Særligt under OL var hun den bærende kraft på holdet, hvor hun i semifinalen egenhændigt slog vores norske rivaler, inden finalen blev vundet over Sydkorea med Anja Andersen i front.

1997
Året blev igen et gyldent år for Anja Andersen og landsholdet. Foruden det første VM guld nogensinde til de danske damer, så blev Anja Andersen helt fortjent kåret til den bedste kvindelige håndboldspiller i verden.

Champions League med Slagelse DT
Anja Andersens første trænerjob blev i Slagelse. Et hold, hun hurtigt fik bygget op til et af Europas bedste. Det blev til et par danske mesterskaber i de otte år i klubben, men størst succes fik hun i Champions League. Her blev det til sejre i både 2004, 2005 og 2007.

Fuckfingrene


Anja Andersen giver publikum fingeren.
Anja Andersen giver publikum fingeren. Foto: ARNLJOT BRINGEDAL
Vis mere

Ikasts tilskuere
I 1998 spillede Anja Andersen i norske Bækkelaget. De var på besøg i Ikast og på et tidspunkt vælger Anja Andersen at smide ikke bare en, men to langefingre i vejret mod publikum.

Ulrik Wilbek
Under EM i Norge 1993 bliver Anja Andersen skiftet ud i semifinalen mod værtsnationen. For udskiftningen kvitterede hun med en strittende langefinger til landstræner Ulrik Wilbek.

Hjemmepublikummet
Som træner for Slagelse gav Anja Andersen langefingeren til sit eget publikum under en kamp mod FC København.

"Det er uanstændigt og fornærmende. Det hører ingen steder hjemme. Ledelsen (i Slagelse, red.) har et stort ansvar for, hvordan træneren opfører sig, og Anja selv har misforstået sin position. Jo mere kendt man er, desto mere skal man passe på sin opførsel," sagde daværende formand i Dansk Håndbold Forbund, Søren Høg Thomsen om episoden.

Til dommerne efter rødt kort
Anja Andersens Slagelse mødte Randers i en intens kamp. Undervejs blev Camilla Andersen vist ud for et skud i hovedet på modstanderens målmand. Helt ufortjent i Anja Andersens bog, og så fik dommerparret den berømte finger.

En ungarsk journalist
I Slagelses Champions League-kvartfinale mod Budapest er der angiveligt en ungarsk journalist, der råber noget efter Anja Andersen. Hun vælger ikke at finde sig i det ved at vise ham fingeren.

Skandalen i Aalborg
En af de måske største skandaler i dansk håndboldhistorie udspillede sig i Gigantium i Aalbor, i 2006. Anja Andersens 'dream team' fra Slagelse var på besøg. Efter en række kendelser fra kampens dommere, der langt fra højnede Anja Andersens humør, vælger hun at bede sine spillere om at forlade hallen. Samtidigt vælger hun denne gang at stikke langemanden i vejret noget mere diskret - under trøjen.

Kæreste-dramaerne


Camilla Andersen (tv.) og Anja Andersen tilbage i 1994
Camilla Andersen (tv.) og Anja Andersen tilbage i 1994
Vis mere

Camilla Andersen
Dannede i en periode par med landsholdskollegaen Camilla Andersen, inden det dog stoppede brat igen i 1996. Parret er flere gange siden blevet rost for at vise vejen for lesbiske par.

Mette Melgaard vs. Maren Baumbach
Dannede i mange år par med Mette Melgaard, der også spillede som stregspiller for Anja Andersen i Slagelse-tiden og efterfølgende i FC København. Efter otte år sammen gik de to dog fra hinanden, mens Anja Andersen var træner for Mette Melgaard i FC København. Årsagen dengang skulle findes i, at Anja Andersen var fundet sammen med en anden spiller fra truppen, Maren Baumbach, hvilket angiveligt skabte stor uro i truppen.

Fjenderne


Ulrik Wilbek og Anja Andersen får sig en alvorssnak efter en kamp mod Ungarn i 1996
Ulrik Wilbek og Anja Andersen får sig en alvorssnak efter en kamp mod Ungarn i 1996 Foto: KELD NAVNTOFT
Vis mere

Ulrik Wilbek
Ulrik Wilbek skiftede Anja Andersen ud i semifinalen ved EM i 1993. Det kostede en fuckfinger lige i hovedet på landstræneren. Efter slutrunden slog Wilbek fast, at Anja Andersen var færdig på landsholdet. Anja Andersen slog også selv fast, at hun var færdig med landsholdet, da hun var træt af rene amatører. Anja Andersen kom dog tilbage på landsholdet under Ulrik Wilbek, men allerede igen i 1996 var den gal, da hun blev sendt hjem fra OL før tid.

Christian Dalmose
I 2005 tabte Anja Andersen og Slagelse den anden DM-finale til Aalborg og Christian Dalmose. Efterfølgende brokkede Anja Andersen sig gevaldigt over dommernes præstation og gav dem skylden for nederlaget. Det irriterende efterfølgende den karismatiske Aalborg-træner.

»Jeg gider ikke høre på det. Det er simpelthen så irriterende, at hun kommer med sådan noget vås. Men man er jo ikke forpligtet over sine evner, og derfor kommer Anja Andersen med den slags udtalelser. Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke bare erkender sit nederlag. Jeg er ved at være ligeglad med Anja Andersens meninger. Hendes seneste udtalelser er sludder og vrøvl, men det har vi jo hørt før fra den kant. Hun er ikke ligefrem professor i sine udmeldinger omkring håndbold. Men jeg orker ikke at tale mere om hendes udtalelser," lød det dengang fra Dalmose.

Jan Pytlick
I en rolle som ekspert på TV 2 ytrer Anja Andersen sig lettere kritisk omkring damelandsholdets træner Jan Pytlick under VM 2013. Det bliver Pytlick træt af at høre på og tager bladet fra munden.

»Jeg er træt af, at der fra TV 2 er så meget fokus på min opførsel over for spillerne. Især i de første kampe var det jo fuldstændigt ude af proportioner med så meget taletid om det emne. Det hang ikke sammen med det, der skete under kampene. Men TV 2 har valgt denne vinkel på mig, og bruger så Anja til det,« sagde Jan Pytlick og tilføjede:

»Man må sige, at det er flot at vælge en ekspert, der ikke ser ligakampe. Men det er jo deres valg.«